24. august 2020

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder Historisk

Husk deadline for regnskabet og undgå bøder

På grund af Corona-krisen er fristen for at indsende regnskab udskudt til slut august, men over 40.000 selskaber mangler fortsat at indsende regnskab til Erhvervsstyrelsen, viser data fra Risika og FSR – danske revisorer. Hvis virksomhederne ikke overholder fristen giver det i første omgang en bøde og i værste fald kan det ende med en tvangsopløsning.


Billede af Kasper Frølich Kristensen

Kasper Frølich Kristensen Chef for revision og regnskab
xnsx@sfe.qx 3095 9597

Artiklen er oprindeligt skrevet af en anden medarbejder



Der er én uge til deadline, og over 40.000 selskaber mangler fortsat at indsende årsregnskab til Erhvervsstyrelsen, viser nye data fra Risika og FSR – danske revisorer.

Langt de fleste selskaber følger regnskabsmæssigt kalenderåret. Sidste år havde styrelsen modtaget 198.236 kalenderårs-regnskaber den 20. august. I år er tallet 151.612.

”Tallet er interessant, da fristen for at indsendte regnskabet for de mange danske selskaber, der følger kalenderåret i år er udskudt til 31. august på grund af Corona-krisen. Det betyder, at deadline er om én uge for de mange selskaber, der endnu ikke har indsendt årsrapporten. Overholder virksomhederne ikke fristen kan det resultere i bøde på op til 3.000 kroner pr. ledelsesmedlem og i værste fald tvangsopløsning,” siger Sara Sayk, SMV-chef hos FSR – danske revisorer.

Overvægt af selskaber som ”gør det selv”

Blandt de 151.612 selskaber, der allerede har indsendt årsregnskabet, er der 81%, som har benyttet en revisor og har en erklæring på regnskabet.

”Sammenholdt med sidste år er det på nuværende tidspunkt de selskaber, der har benyttet sig af en revisor, der er tættest på at være ”i mål”. Derimod viser vores analyse, at blot 64% af ”gør det selv” selskaberne har fået indsendt deres årsregnskab her en uge før fristen.” siger CFO hos Risika, Nicolai Rasmussen.

For de selskaber, der endnu ikke har indsendt regnskaber, er der udover bøder og risiko for tvangsopløsning også andre gode grunde til at indsende regnskabet i tide.

”Kunder, leverandører og banker har også et øje på, hvornår regnskabet bliver indsendt. Det kan nemlig ses som et væsentligt risikosignal, hvis der ikke er styr på fristerne i selskabet. Faktisk er rapporteringstidspunktet blandt de vigtigste parametre i vores kreditmodeller. Jo mere forsinket regnskabet er desto større bliver risikoen for konkurs simpelthen,” siger Nicolai Rasmussen.

Vær opmærksom på brevet fra Erhvervsstyrelsen

Overskrider et selskab, der følger kalenderåret, fristen den 31. august, sender Erhvervsstyrelsen et rykkerbrev. I brevet er der to frister.
Indsendes regnskabet ikke inden for 8 dage, får ledelsen en bøde. Samtidig er der en frist på fire uger. Hvis den overskrides, kan Erhvervsstyrelsen uden yderligere varsel bede skifteretten om at tvangsopløse selskabet.

”Hvis man i disse Corona-tider bliver udfordret på at overholde fristen, er der gode grunde til at holde øje med, hvornår brevet fra Erhvervsstyrelsen lander. Når brevet er modtaget i den digitale postkasse, er der ingen vej uden om afgifterne, hvis man bryder 8 dages-fristen. Reglerne giver mere elastik i forhold til oversendelse til tvangsopløsning, men selv i en krisetid skal man næppe forvente uendelig lang snor fra styrelsen,” siger Sara Sayk.

Fakta: Hvad sker der, hvis en virksomhed afleverer årsrapporten for sent
Fristen for indsendelse af årsrapporten er 5 måneder efter regnskabsårets udløb. Dog skal børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber, indsende årsrapporten senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.

Virksomheder med regnskabsår, der afsluttes i perioden fra den 31. oktober 2019 til og med den 30. april 2020, har ekstraordinært fået forlænget indberetningsfristen med tre måneder på grund af coronavirus/covid-19-situationen.

Hvis man overskrider fristen for indsendelse af årsrapport/undtagelseserklæring, sender Erhvervsstyrelsen sender et brev med påkrav om indsendelse til virksomhedens digitale postkasse.

Virksomheden får i påkravsbrevet en frist på 8 dage. Hvis årsrapporten/undtagelseserklæring ikke indsendes inden udløbet af påkravsbrevets frist, pålægges hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse henholdsvis hver filialbestyrer en afgift.

Desuden får virksomheden i påkravsbrevet en frist på 4 uger. Hvis den overskrides, kan Erhvervsstyrelsen uden yderligere varsel anmode skifteretten om at tvangsopløse virksomheden. For visse interessentskaber og kommanditselskaber samt filialer, vil disse blive slettet fra registeret.

Om afgiften
Afgiften pålægges hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse personligt.
Afgiften udgør pr. ledelsesmedlem (hhv. filialbestyrer):

500 kr. for 1. påbegyndte måned
2.000 kr. i alt for 2. påbegyndte måned
3.000 kr. i alt for 3. påbegyndte måned
Afgiften kan højst udgøre 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem (hhv. filialbestyrer).

Afgiftsbreve sendes til privatpersonens digitale postkasse, efter at den forsinkede årsrapport er blevet modtaget og offentliggjort hos styrelsen.

Om genoptagelse ved tvangsopløsning
En virksomhed, som er sendt til tvangsopløsning hos skifteretten, kan genoptages.

Dog ikke, hvis virksomheden har været under tvangsopløsning inden for de seneste 5 år.

Det er endvidere et krav at kapitalen i selskabet er til stede. Hvis kapitalen er mindre end kapitalkravet, skal den bringes op på mindst dette beløb.

Hvis en virksomhed skal genoptages, skal det ske senest 3 måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har bedt skifteretten om at opløse selskabet.
Fristen på 3 måneder forhindrer ikke skifteretten i at behandle sagen inden de 3 måneder er gået.

Kilde Erhvervsstyrelsen.dk og selskabsloven

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere