26. september 2023
”Jeg vil bidrage til en bedre verden”
For få uger siden bestod Inger Kehlet cand.merc.aud.-uddannelsen med højeste karakter og har allerede nu sat sig næste ambitiøse mål: At uddanne sig til bæredygtighedsrevisor. Vejen går over SR-Akademiet og revisoreksamen, før godkendelsen kan komme i hus.
Tekst/Jan Wie, fagchef for medlemsmedier, FSR – danske revisorer
Foto/Jakob Møller, fotograf, Dansk Erhverv
Da Inger Kehlet som 18-årig skulle vælge karrierevej, lokkede et graduate program i et større revisionshus, og siden har karrieren taget fart, og kursen mod nye mål sat. Allerøverst på ønskesedlen står muligheden for at kunne kalde sig godkendt bæredygtighedsrevisor. Drivkraften bag ønsket er at kunne bidrage til en bedre verden ved at være en del af indsatsen over for de store globale udfordringer, vi står med.
”Egentlig ser jeg uddannelsen til godkendt bæredygtighedsrevisor som den helt naturlige overbygning på revisoruddannelsen. Revision i sig selv er et super spændende felt, og jeg elsker den måde, vi arbejder på. Som person har jeg brug for at gøre en forskel ved at være en del af den agenda, hvor vi skaber bedre forudsætninger for klimaet og for menneskerettigheder”, forklarer Inger Kehlet.
Byens bedste bæredygtighedsteam
I maj 2023 skiftede Inger Kehlet spor og tiltrådte som Senior Associate i Sustainability Assurance & Advisory Service på PwC’s hovedkontor i Hellerup ved København. Sporskiftet væk fra de klassiske revisionsopgaver til de nye bæredygtighedsopgaver falder helt i tråd med ønsket om at specialisere sig inden for ESG-rapportering. Specialiseringen skal munde ud i at kunne skrive under på bæredygtighedsrapporter og bære titlen som partner. Planen er at stå i spidsen for et bæredygtighedsteam på sigt.
For Inger Kehlet er uddannelsen til godkendt bæredygtighedsrevisor som den helt naturlige overbygning på revisoruddannelsen. Foto: Jakob Møller
”Jeg drømmer om at blive partner for et team, som besidder et bredt spektrum af faglighed, der er målrettet kunden. Samtidig er det vigtigt for mig at have muligheden for at trække på specialistviden blandt mine mange kolleger i Sustainability-enheden og blandt PwC’s mange øvrige specialister. Jeg skal kunne give kunden værdiskabende sparring og samtidig være sikker på, at den kvalitet og rådgivning, som de får, er den bedste på markedet”, fastslår den nyudklækkede cand.merc.aud.’er.
Inden længe implementeres EU's bæredygtighedsdirektiv, som skal være på plads i den danske lovgivning i 2024. Det betyder, at stadig flere danske virksomheder skal rapportere om bæredygtighed i de kommende år.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at der bliver brug for flere bæredygtighedsrevisorer i fremtiden, og jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere andre til at kombinere revision og bæredygtighed,” siger Inger Kehlet”.
At være jonglør
Inger Kehlet er allerede nu nået et langt stykke hen ad vejen mod at blive bæredygtighedsrevisor, og næste skridt bliver forhåbentligt at gennemføre uddannelsen på SR-Akademiet. Langt de fleste studerende på SR-Akademiet har en dagligdag, hvor teorien fra akademiet går hånd i hånd med praksis fra kundeopgaver og faglige overvejelser. Men sådan bliver det ikke helt for Inger Kehlet.
”Først og fremmest skal jeg jo bestå revisoreksamenen. Det er en kæmpe drøm, og min ambition er at starte på SR-Akademiet i foråret 2024. Fordi jeg sidder i en afdeling i PwC, hvor vi har fokus på bæredygtighed og ikke finansiel revision, mangler jeg naturligt en del af pensum, og den skal jeg så ud at hente andre steder i organisationen. Det bliver derfor et par år, hvor jeg skal jonglere mellem finansiel revision og bæredygtighedsrapportering”.
Håber selv at kunne blive rollemodel
Inger Kehlet glæder sig til rejsen mod at kunne kalde sig godkendt bæredygtighedsrevisor. Selv om ikke mange har tilrettelagt et lignende karriereforløb, ryster Inger Kehlet ikke på hånden og håber, at andre en dag vil kunne spejle sig i den rejse, som hun selv står foran lige nu:
”I dag har jeg ikke mange kolleger i branchen, som jeg kan læne mig op ad, og som kan agere rollemodeller. Jeg skal ud at høste en del erfaringer selv og forhåbentligt på et senere tidspunkt selv være en rollemodel, som viser, at dette er en fantastisk karrierevej.”, afslutter Inger Kehlet med et smil.
PS: Årets guldfugl 2023
Efter dette interview fandt sted, har Inger Kehlet deltaget ved overrækkelsen af Danica Prisen 2023. Det blev til en flot førstepris, som gives for at skrive årets bedste kandidatafhandling på tværs af de fire uddannelsesinstitutioner, som udbyder uddannelsen. Vi siger til lykke til Inger Kehlet.