18. december 2025
Klar retning og stærkere rammer for revisorbranchen
Hvidvaskregler skal fungere i praksis. Med målrettet politisk arbejde, stærke partnerskaber og en tydelig stemme har vi rykket dagsordenen for hvidvaskbekæmpelse. Arbejdet fortsætter i 2026 - og med retssikkerhed som den næste store opgave.
Michael Hunnicke Jensen
Chef for politik og analyse
I 2025 har vi haft særligt fokus på at forbedre rammerne for hvidvaskbekæmpelse. Det har vi gjort gennem tæt dialog med politikere og myndigheder og med et klart mål om at sikre tydeligere regler, mere proportional kontrol og en bedre balance mellem effektiv indsats og administrative byrder for såvel virksomheder som revisorer.
Indsatsen har allerede ført til konkrete resultater. Blandt andet er selskabslovens § 210 ophævet, sagsbehandlingstiderne er forkortet, og Erhvervsstyrelsen har ændret tilsynspraksis med større vægt på vejledning. Senest har styrelsen udsendt en vigtig afklaring om kontantbaserede virksomheder.
En alliance blandt de ikke-finansielle aktører
En stor udfordring i EU’s hvidvasklovgivning er, at den i for høj grad er tilpasset den finansielle sektor. Derfor har vi indgået en stærk alliance med andre ikke-finansielle brancher, nemlig Danske Advokater, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv og Danske Gallerier. Sammen arbejder vi for mere målrettede og proportionale regler.
I efteråret udgav vi en fælles kronik i Finans, hvor vi sammen opfordrede politikerne til at sikre, at hvidvaskreglerne ikke er ’one size fits all’. Læs eller genlæs kronikken her: Opråb: Hvidvaskregler kan ikke være ’one size fits all’ | finans.dk
Vi tog også drøftelsen på vores medlemsdag i september med deltagelse af Erhvervsstyrelsens direktør, hvor det blev påpeget, at det ikke er kontrollen, der er udfordrende, men måden den bliver ført på. Læs mere om debatten og pointerne derfra i artiklen her: Hvidvaskreglerne skal give mening – ikke mere bøvl | fsr.dk.
Læs eller genlæs for eksempel artiklen i Finans, hvor vi foreslog en gennemgang af den danske implementering af EU’s hvidvaskregler: Danske revisorer om 7.725 pct. flere hvidvaskberetninger i Danmark: Noget er galt | finans.dk.
Hvidvaskkonference og europæisk samarbejde
Sammen med alliancen inviterer vi til hvidvaskkonference på Christiansborg den 30. januar 2026. Her samler vi branchen, myndigheder og politikere til debat om, hvordan reglerne fungerer i praksis – og hvordan de kan forbedres. Medlemmer kan tilmelde sig gratis her, men pladserne er snart taget, så skynd dig at melde dig til: Tilmeld dig Hvidvaskkonferencen 2026.
Også på europæisk niveau har vi kickstartet en fælles europæisk indsats i bekæmpelsen af hvidvask i samarbejde med Accountancy Europe. I efteråret var vi værter ved et vellykket rundbordsmøde i Bruxelles med deltagelse af repræsentanter fra Europa-Kommissionen, det danske formandskab, en række organisationer fra de ikke-finansielle sektorer og den europæiske hvidvaskmyndighed, AMLA. Mødet markerede starten på en styrket europæisk indsats og gav branchen en vigtig stemme i udformningen af fremtidens tilsyn.
Fokus på bæredygtighed
2025 blev et år med stor bevågenhed om EU’s omnibusforslag og de fremtidige rammer for bæredygtighedsrapportering. I FSR – danske revisorer har vi fulgt forhandlingerne tæt og arbejdet for at sikre fagligt velfunderede og anvendelige løsninger, både for virksomheder og revisorer.
Vi har deltaget aktivt i de politiske forhandlinger og givet input til både danske og europæiske aktører. Sammen med Dansk Erhverv og Finans Danmark afholdt vi ESG-dagen, og på Folkemødet satte vi emnet til debat med Europaminister, Marie Bjerre (V), forhandlingsleder for De Grønne i Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen (SF), CEO i ISS, Kasper Fangel og vores egen direktør, Lone Strøm, der satte fokus på behovet for forenkling og tydelighed – og hvordan politiske signaler kan påvirke virksomhedernes forberedelser og forventninger.
Retssikkerhed i centrum af den politiske dagsorden i 2026
I 2026 ser vi frem mod et folketingsvalg og en ny politisk virkelighed. Her vil vi arbejde for, at retssikkerhed bliver en strategisk prioritet til gavn for både erhvervslivet og revisorbranchen.
Vi oplever nemlig, at den danske lovgivningsproces er præget af kompleksitet, hastværk og manglende inddragelse, og det går ud over kvaliteten og udfordrer retssikkerheden. Vi vil arbejde for længere høringsfrister, bedre inddragelse og færre forhastede ændringer. Kun sådan kan vi skabe stabile rammer for både regulering og vækst.
Vi ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde i 2026 med retssikkerhed som en central del af dagsordenen. Er du nysgerrig på, hvad vi laver på politiske område, kan du følge med på vores LinkedIn.
Rigtig glædelig jul!