17. december 2024
Line fik to børn under SR-studiet: ”For mig har det været en fordel”
Line Egelund Thuesen blev i november 2024 statsautoriseret revisor. Størstedelen af SR-uddannelsen tog hun, mens hun var på barsel. Læs hendes tips til at komme godt igennem SR-uddannelsen – med og uden børn.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
/Tekst, Peter Maul, journalist Dansk Erhverv
De seneste tre år har Line Egelund Thuesen erhvervet sig tre nye titler. Først mor. Siden mor til to. Og nu – i november – statsautoriseret revisor.
Og selvom det kan virke som en stor mundfuld at få barsel og bleskift til at gå op med eksamenslæsning om budgeterklæringer og internationale revisionsstandarder, så har Line gjort sig andre erfaringer.
”Jeg har på intet tidspunkt oplevet det at blive mor til to som en begrænsning – snarere tværtimod. For mig tror jeg, det har været en fordel at få børn undervejs. Både fordi jeg har haft en lyst til at bruge min barsel aktivt. Men også fordi jeg under barslen har kunnet fokusere benhårdt på de to ting: Børnene og så uddannelsen. Der er ikke en masse, der har kunnet forstyrre”, siger Line Egelund Thuesen.
Babysitter med på SR-akademi
Da Line første gang var på SR-Akademi i 2021, var det derfor med sin tre måneder gamle baby. Lines mor var med på sidelinjen og trillede rundt med babyen i barnevognen. Når babyen skulle ammes, ringede hun til Line.
”På en måde lyder det ret vildt nu. Men omvendt havde mange af mine medstuderende jo også meget andet at forholde sig til ud over studiet. De fik måske mails fra arbejdet, som de skulle tage sig af”, siger Line Egelund Thuesen.
Første halvdel af SR-uddannelsen tog Line under barslen med sit første barn. Efter barslen var Line tilbage på arbejdet i Deloitte i et års tid. I samme periode blev Line gravid igen. Og da Line i sommeren 2023 skulle op til den frygtede skriftlige eksamen, var det blot få dage før terminen.
”Lad os bare sige, at lige den timing ikke var helt optimal. Da jeg sad til eksamen, kunne jeg knap nok nå tastaturet for min mave. Og da jeg så fik svar på, jeg havde dumpet, lå jeg nærmest allerede på hospitalet og fødte et barn”, siger Line Egelund Thuesen.
Fandt modet igen
Lige dér – med beskeden om, at hun var dumpet – tænkte Line, at drømmen om at blive statsautoriseret revisor måtte blive ved drømmen. Dels fordi hun havde svært ved at se endnu en sommerferie gå med eksamensforberedelser. Og dels fordi hendes arbejdsopgaver i Deloitte havde bevæget sig i en anden retning, end da hun først begyndte på SR-studiet.
”Jeg så nok mere det at blive autoriseret som et plus end som en nødvendighed. Arbejdsmæssigt havde jeg fået mere med kvalitetssikring og monitorering at gøre, så det var ikke sandsynligt, at jeg pludselig skulle til at underskrive en masse erklæringer”, siger hun.
Men efter at have talt med kollegaer og medstuderende, der også havde dumpet den skriftlige eksamen første gang, besluttede hun sig for at give uddannelsen et skud mere.
”Flere havde ligesom mig oplevet at miste modet for så at rejse sig igen. Så det gjorde jeg. Efter jeg havde dumpet, forstod jeg vigtigheden af at lave aftaler med mig selv om løbende at få læst og afleveret opgaver”, siger Line.
Stol på processen
For Line er der ingen tvivl om, at det kun har været muligt at tage uddannelsen med to små børn, fordi der både har været støtte på hjemmefronten og fra børnenes bedsteforældre, som har kunnet træde til.
Men uanset om man har små børn eller ej, har hun nogle råd til alle, der overvejer at blive statsautoriserede revisorer.
”Mit første råd er selvfølgelig: Bare gør det. For det er helt utroligt sjovt og spændende. Og man møder så mange mennesker i akademiet fra andre dele af branchen”, siger Line Egelund Thuesen.
Derudover minder hun om, at man ikke behøver at være 100 procent klar, når man går i gang på uddannelsen – for det skal man nok blive.
”Man skal stole på processen. Som ung revisor kan jeg huske, at jeg var inde at se min mentors mundtlige eksamen. Her tænkte jeg: ”Så voksen og så klog bliver jeg aldrig”. Men du har altså to år til at dygtiggøre dig. Så den dag, man beslutter sig for at læse SR, kan man kigge to år tilbage og tænke over, hvor langt man allerede har rykket sig.”
Forventningsafstemninger er vigtige – både hjemme og på arbejdspladsen
Sidst, men ikke mindst, anbefaler Line klare forventningsafstemninger. I Lines tilfælde gjaldt det både familie og arbejdsplads. ”Min arbejdsgiver har været en kæmpe holdspiller. Men selvom du har din leders opbakning, skal du sørge for tydeligt at formulere, hvilke rammer du behøver for at lykkes. For det kan din leder nødvendigvis ikke vide. Man skal turde sige det højt”, siger Line Egelund Thuesen.
Og hvad tænker Line så om at være autoriseret, selvom hun ikke skal underskrive erklæringer? ”Jeg tror, det gør en forskel. Ikke nødvendigvis, at jeg nu har stemplet, men at jeg har den viden, der følger med. Det åbner også nogle flere døre. Ikke bare her i vores kontor i København, men også internationalt. Så det har været det hele værd”, slutter Line Egelund Thuesen.