27. marts 2025

Klummer

Med Omnibussen til Bruxelles – revisorernes stemme skal også høres

FSR – danske revisorer var i Bruxelles i starten af marts for at sikre indflydelse på EU’s lovgivning - særligt Omnibus-forslaget. Her mødtes vi med politikere og embedsmænd for at dele faglig viden, styrke relationer og sikre, at danske perspektiver bliver hørt – i tide.


Billede af Catherina Tonning

Catherina Tonning Kommunikationskonsulent
pnna@sfe.qx 6179 0465


Billede af Emilie Thygesen

Emilie Thygesen Studentermedhjælper
rzgu@sfe.qx 7225 5558



Lovgivning i EU er ikke noget, hvor vi kan læne os tilbage og afvente. Den bliver vedtaget i Bruxelles – men fortolkningen og implementeringen har stor betydning for den virkelighed, som danske revisorer står i hver dag. Derfor er vi også til stede dér, hvor beslutningerne bliver truffet.

Men lovgivningsprocessen i EU er kompleks. Kommissionen fremsætter forslag, hvorefter Parlamentet og Ministerrådet forhandler. Hvis vi som branche skal sætte aftryk på de regler, vi efterfølgende skal arbejde med i praksis, kræver det én ting: Tilstedeværelse. Derfor drog en delegation fra FSR – danske revisorer i starten af marts til Bruxelles med ét klart formål: At påvirke dem, der tager beslutningerne, i tide.

På indflydelsestur til Bruxelles

Delegationen bestod af vicedirektør Camilla Hesselby og vores politiske interessevaretagelsesteam. Under besøget mødtes vi med danske medlemmer af Europa-Parlamentet fra Socialdemokratiet, SF, Venstre og De Konservative. Vi talte med embedsmænd, rådgivere og vores samarbejdspartnere i Accountancy Europe og Dansk Erhvervs EU-kontor. Vores budskab var klart: Beslutninger skal træffes på et oplyst vidensgrundlag, og samtidig fremhævede vi problematikker, som den nye revision kommer til at betyde.

FSR – danske revisorer er en del af Accountancy Europe, der koordinerer revisorbranchens interesser på tværs af EU. Men som dansk brancheforening har vi et særligt ansvar: At sikre, at danske interesser og danske perspektiver bliver hørt – især af de danske beslutningstagere i Bruxelles.

Stærkere relationer, større gennemslag

Vi har nu startet en videre proces og tættere dialog med de interessenter, vi har mødt i Bruxelles, så vi løbende kan komme med faglige input og bidrage med revisorfaglig viden i takt med, at forhandlingerne om Omnibus skrider frem. Samtidig styrker vi relationer, der også kan få betydning for andre politiske dagsordener, som for eksempel kommende regler på hvidvaskområdet.

Klar til EU-formandskabet

Når Danmark overtager EU-formandskabet til sommer, bliver vores engagement kun vigtigere. Derfor er vi også klar og arbejder fortsat tæt på de politiske beslutningstagere. Og vi tager gerne Omnibussen til Bruxelles igen, hvis det er dét, der skal til for at sikre bedre og mere hensigtsmæssig regulering for vores branche.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere