29. september 2023
Ny kampagne skal styrke revisorbranchens image og tiltrække flere unge
Kampagnen ‘Det Store Regnskab’ fortæller en historie om en moderne revisorbranche, der spiller en vigtig rolle for det danske tillidssamfund. Kampagnen skal styrke branchens image i erhvervslivet og hjælpe med at tiltrække flere unge af alle stærke køn til branchen. “Foreningens medlemmer kan godt glæde sig til en mere modig og overraskende stil, end branchen er vant til”, siger Thomas Juul-Dam, medejer og partner hos Primetime, der står bag kampagnen.
Tekst/Anders Lau, pressechef, FSR - danske revisorer
Revisorbranchen kæmper som mange andre brancher med mangel på arbejdskraft. Antallet af godkendte revisorer vil falde markant i de kommende år, og samtidig er der hård konkurrence om de unge talenter på de videregående uddannelsesinstitutioner.
Mange revisorfirmaer har samtidig svært ved at holde på deres medarbejdere, som lokkes af attraktive jobs i de danske virksomheder. En revisoruddannelse er nemlig for mange en genvej til en attraktiv karriere i erhvervslivet. Foreningens bestyrelse har derfor igennem længere tid arbejdet med forskellige initiativer, der skal sikre flere revisorer i fremtiden og stoppe trafikken ud af branchen.
Som et led i den indsats blev det i 2022 besluttet at gennemføre en image- og rekrutteringskampagne. Formålet med kampagnen er at sætte spot på branchens mange gode tilbud og attraktive karriemuligheder, så flere unge får lyst til at søge ind i branchen. Derudover skal kampagnen være med til at styrke branchens image i erhvervslivet og hos de medarbejdere i virksomhederne, der overvejer at søge mod branchen.
Det Store Regnskab
Arbejdet med at finde det rigtige bureau, der kan løse opgaven og hjælpe branchen med at tiltrække flere unge, gik i gang i foråret 2023. Valget faldt på kommunikationsbureauet Primetime. Primetime er et full-service kommunikationsbureau, som har stået i spidsen for kampagner for Kriminalforsorgen, DI Byggeri, Sundhedsstyrelsen og mange andre.
Kampagnen blev skudt i gang i forbindelse med foreningens medlemsdag den 26. september 2023 og fortsætter hen over 2024 og ind i 2025.
“Så der er god tid til at blive dus med kampagnens titel: ”Det Store Regnskab”, lyder det med et glimt i øjet fra foreningens administrerende direktør, Lone Strøm.
Thomas Juul-Dam, medejer og partner i Primetime uddyber:
“Det Store Regnskab” er en fast vending fra sproget, som vi alle kender, og som betyder, at vi inddrager alle faktorer i det samlede billede. Revisorbranchens store regnskab består af summen af den værdi, som branchen bidrager med til vores tillidssamfund. Tilliden mellem virksomheder og mennesker. Troværdighed og ordentlighed. Hjælper den grønne omstilling på vej”, siger Thomas Juul-Dam, og påpeger, at det store regnskab også handler om alt det, der ikke har med forretningen at gøre.
“Om menneskerne i branchen, balancen mellem arbejde og fritidsliv og underskuddet af kvindelige kolleger.”
Et af de første produkter fra kampagnen, der kan ses i aviser og på de sociale medier, er en annonce med et foto af en vejbod. Overskriften på annoncen spørger provokerende: “Stemmer kassen Danmark”. Thomas Juul-Dam forklarer:
“Vejboden er et godt eksempel på den stil og tone, som foreningens medlemmer kan forvente. Vejboden er et stærkt symbol på vores tillidssamfund. Den tillid, som I som revisorer er med til at skabe, og som er en forudsætning for, at vi kan handle sammen, og at virksomhedsejeren kan få kredit i banken eller tiltrække investorer til sin forretning.”
En ny fortælling om branchen
For Lone Strøm er det vigtigt, at kampagnen bidrager til en ny og mere moderne fortælling om branchen. Omdrejningspunktet er en fortælling om en branche med en vigtig samfundsmæssig rolle, spændende arbejdsopgaver og gode karrieremuligheder. Men også en branche, der er i fuld gang med at ændre kultur, så den favner bredere, påpeger hun.
”Kampagnen skal tale branchen op uden at gå på kompromis med troværdigheden. Det skal fremgå, at revisorbranchen har fantastiske kvaliteter og tilbud, men også at branchen er i færd med en transformation fra en lidt konservativ og mandsdomineret branche med et højt tempo til en branche, der favner diversitet og forskellighed, og hvor der også er plads til at stifte familie og have venner”, siger Lone Strøm.
Hun henviser til en nyere analyse udarbejdet af analyseinstituttet Epinion, der viser, at revisorbranchen hos mange med en cand.merc.aud.-baggrund bliver opfattet som en lidt konservativ og mandsdomineret branche, som i et vist omfang er præget af rutinearbejde og et stort arbejdspres.
“Heldigvis er branchen meget bevidst om dette image, og mange steder arbejder man målrettet på at ændre på arbejdsvilkårene, for eksempel ved at give lige adgang til barsel for mænd og kvinder eller ved at sætte ind over for overarbejde og skabe alternativer til præstationsløn. Alt sammen for at følge med tiden og sikre at branchen også er attraktiv for de nye generationer”, siger Lone Strøm.
Ny visuel stil
Med kampagnen lancerer foreningen en ny visuel stil, som i farve og udtryk er meget anderledes end det kendte. Kampagnens gennemgående farve er for eksempel lys rosa, og kampagnens logo har et håndtegnet udtryk, som står i kontrast til de mere klassiske skrifttyper, som anvendes i dag. Begge dele bidrager til en mere personlig, blød og menneskelig kvalitet, mener Thomas Juul-Dam.
”Vi har i tæt samarbejde med FSR justeret den visuelle stil, så den reflekterer, hvor FSR er på vej hen. Vores første oplæg til identitet havde et mere klassisk og forventeligt udtryk. Det nye udtryk er mere modigt og overraskende. Det samme gælder for vores store kampagnefilm og de nye materialer, som vi lancerer i slutningen af året. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at de vil være mere opsigtsvækkende og udfordrende, end branchen normalt er kendt for”, siger Thomas Juul-Dam.
Han mener, at den nye identitet passer godt til kampagnefortællingen og hjælper til, at budskaberne står skarpt og tydeligt hos målgrupperne.
“Det nye udtryk giver FSR en mere moderne position. Det kan godt være, at det kan provokere nogen i branchen, men her er det vigtigt at huske på, at kampagnens primære målgruppe ikke er foreningens medlemmer, men unge mennesker og folk uden for branchen, hvis opmærksomhed vi gerne vil tiltrække”, slutter Thomas Juul-Dam.