Ny cyberhotline åbner 1. marts

Den 1. marts 2023 åbner ”Cyberhotline for digital sikkerhed”, hvor virksomheder kan få råd og vejledning til at beskytte sig mod it-kriminelle og hjælp ved et eventuelt cyberangreb. Den nye cyberhotline er oprettet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Center for Cybersikkerhed.


Cybertruslen er vedvarende og meget høj i Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde at beskytte sig digitalt – både som borger og virksomhed. En ny Cyberhotline skal gøre det nemt at få hjælp og vejledning.

For langt de fleste virksomheder er digitale systemer og digitale medier hverdag. Men hvordan sikrer du din virksomheds data, og hvordan sikrer du dig mod at blive lukket ude af sociale medier?

”Cyberhotline for digital sikkerhed” hjælper med sparring og gode råd i forhold til, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod digitale trusler. Hotlinen har telefonnummer: 3337 0037 og er åben i hverdage kl. 08.00 – 20.00 og i weekenden kl. 10.00 – 16.00.

Hos ”Cyberhotline for digital sikkerhed” kan din virksomhed blandt andet få hjælp og vejledning til:

  • Hvordan du spotter falske webshops, sammensætter stærke passwords, undgår svindel på sociale medier og sikrer din virksomheds trådløse netværk.
  • Hvordan din virksomhed kan ruste sig mod digitale trusler, eksempelvis ransomware, phishing, CEO-fraud og fakturabedrageri.
  • Hvad din virksomhed kan gøre, hvis den er udsat for et angreb fra it-kriminelle.

Del til: