Dyr fornøjelse at anvende firmabilen til privat kørsel
Har din virksomhed en gulpladebil, der er registreret til erhvervsmæssig kørsel, må du som udgangspunkt ikke anvende den til privat brug. Motorstyrelsen sender i disse dage vejledningsmateriale til 67.000 virksomheder, som ejer gulpladebiler.
Virksomheder skal ikke betale fuld registreringsafgift af en varebil på gule plader. Derfor må den som hovedregel ikke anvendes til privat kørsel. Privat kørsel er kørsel, som ikke er foretaget i virksomhedens interesse.
Det kan blive en dyr fornøjelse at overtræde reglerne for anvendelse af en gulpladebil, som er registreret til erhvervsmæssig kørsel. Alligevel behandler Motorstyrelsen hvert år omkring 200 sager om overtrædelse af reglerne for anvendelse af varebiler.
Vejledning og kontrol
Motorstyrelsen iværksætter nu en målrettet indsats for at sikre, at virksomhederne overholder reglerne om erhvervsmæssig og privat kørsel med guldpladebiler. Indsatsen består af vejledningsmateriale, som bliver sendt til 67.000 virksomheder og af opfølgende kontroller, hvor kontrolmedarbejdere fra Motorstyrelsen i samarbejde med politiet blandt andet vinker varebiler ind til siden for at tjekke, om reglerne bliver overholdt.
Derudover vil Motorstyrelsen fremover sende en vejledning hvert halve år til de virksomheder, der har anskaffet sig en varebil inden for det seneste halve år.
Reglerne
Det klare udgangspunkt er, at gulpladebiler ikke må bruges privat, men der er undtagelser. Man kan blandt andet købe dagsbeviser i begrænset omfang. Bilen kan også omregistreres, så den kan benyttes til både erhvervsmæssige og private formål mod betaling af privatbenyttelsesafgift.
Du kan læse mere om reglerne, vejledning og kontrol på Motorstyrelsens og Skattestyrelsens hjemmesider: