Hovedkonklusion 2017

Advice, der er gennemført undersøgelsen, har listet i alt 10 punkter som en samlet konklusion for undersøgelsen.


  1. Andelen af tilfredse medlemmer er på samme høje niveau som de seneste år på 88%, heraf er der endda en stigning i andelen af ”meget tilfredse.” Tilfredsheden er fortsat højest blandt statsautoriserede revisorer.
  2. Politisk påvirkning og et positivt brancheomdømme er fortsat de vigtigste kerneleverancer for medlemmerne. Langt størstedelen af medlemmerne vurderer fortsat, at FSR – danske revisorer lykkes med disse opgaver.
  3. Der er meget høj kendskab og tilfredshed med foreningens medlemsydelser – faglige nyheder, nyhedsbreve, standarder og vejledninger, erklæringer samt medlemsmagasiner er de vigtigste og mest anvendte. Selv ydelser, der ikke anvendes af mange, bliver generelt betragtet som vigtige af medlemmerne, hvilket understøtter, at der er et ønske i branchen om en høj kvalitet og en høj faglighed.
  4. Der er ligeledes højt kendskab og tilfredshed med foreningens brugerbetalte ydelser. Mindst 9 ud af 10 medlemmer kender til ydelserne, mens mindst 8 ud af 10 af medlemmerne er tilfredse med ydelserne. Undtaget er dog CaseWare.
  5. Tilfredsheden med CaseWare stiger – 20% af medlemmerne anvender CaseWare, og heraf er 60% tilfredse. Men medlemmerne efterspørger fortsat bedre support og stabilitet.
  6. De højest prioriterede tillidsydelser, som revisorerne fremadrettet kunne tilbyde deres kunder, er de ydelser, som bruger revisorernes ekspertise til yderligere at understøtte kundernes forretning. Medlemmerne ønsker således i højest grad tillidsydelser, som hjælper dem til at blive bedre rådgivere i forhold til virksomhedsdrift samt at hindre skattesnyd og hvidvask. Til gengæld er der meget lav interesse for tillidsydelser som arbejdsmiljø- eller CSR-rådgivning.
  7. De fire must-win battles vurderes alle som vigtige, men der ses en forskel i, om medlemmerne mener, FSR – danske revisorer lykkes med mærkesagerne.  63%-73% af medlemmerne mener, at FSR – danske revisorer er lykkedes med at sikre branchens omdømme med høj integritet, og at branchen har en central rolle i forhold til udviklingen af finansiel rapportering. FSR – danske revisorer vurderes i lidt mindre grad (39%-44%) til at lykkes med at vinde nye markeder og forretningsområder til branchen og at være på forkant af den teknologiske udvikling.
  8. De tre højest prioriterede mærkesager er igen i 2017 revisionspligten, fremtidens rapportering samt et effektivt og risikobaseret kontrolsystem. 
  9. Medlemmerne oplever stadig i høj grad, at FSR – danske revisorer er synlige i medierne, men ønsker også stadig endnu større synlighed. 63% af medlemmer mener, at FSR – danske revisorer evner at løfte de vigtigste dagsordener i medierne.
  10. Revisors nye påtegning ses ikke af medlemmerne som en forbedring. 65% af revisorerne mener ikke, at ikke-PIE-påtegningen har gjort dialogen med kunden nemmere, mens 70% af revisorerne ikke mener, at den har gjort det nemmere for virksomhedsejerne at forstå revisors udførte arbejde.

Del til: