19. juni 2025
Retssikkerhedsalliancens skattebrevkasse på Folkemødet
Den individuelles retssikkerhed i øjenhøjde. Det var ambitionen bag Skattebrevkassen – et nyt debatformat præsenteret på Folkemødet 2025 af Retssikkerhedsalliancen for bedre skattelovgivning. I brevkassepanelet, som bestod af både politikere og skatteeksperter, blev der drøftet skattelovgivning og administration.
Maria Eun Elkjær
Skattepolitisk chef
Skattebrevkassen var bemandet af et stærkt panel bestående af tidligere skatteminister og forperson for Retssikkerhedsalliancen, Karsten Lauritzen, folketingsmedlemmerne Karin Liltorp (M) og Pernille Vermund (LA), samt Christian Bachmann, partner i Bachmann Partners og aktiv i Retssikkerhedsalliancen. Debatten blev styret sikkert og skarpt af Joachim B. Olsen, der med både erfaring fra skattepolitik og medieverden skabte en levende og involverende stemning.
Vi deltog i arrangementet som en del af Retssikkerhedsalliancen, og mange af de henvendelser, der kom ind til Skattebrevkassen, ramte direkte ned i de problemstillinger og urimeligheder, rådgivere møder i deres daglige arbejde.
Når virkeligheden overhaler reglerne
Panelet blev præsenteret for en lang række henvendelser fra borgere og virksomheder. Nogle trak på smilebåndet, andre var decideret bekymrende. Alle illustrerede, hvordan kompleksitet, manglende proportionalitet og skæv forvaltningspraksis skaber retssikkerhedsmæssige udfordringer til ulempe for den enkelte borger:
- Piloten og vestenvinden: En pilot bosat i udlandet blev grundet kraftig vestenvind omdirigeret til dansk luftrum – og blev derved skattepligtig i Danmark efter de såkaldte vingeregler. Et eksempel på, hvordan selv naturkræfter kan få skattemæssige konsekvenser, hvis reglerne er for rigide.
- Skæve ejendomsvurderinger og forældelse: Flere deltagere udtrykte frustration over uforholdsmæssigt høje ejendomsvurderinger og den retssikkerhedsmæssige ubalance mellem borger og stat, når det gælder forældelsesfrister: Hvorfor kan Skatteforvaltningen i visse tilfælde genoptage sager 10 år tilbage, mens borgerens mulighed forældes efter 3 år?
- Den økologiske ismejerist: En iværksætter beskrev, hvordan han blev beskattet af “luften i isen”. Et eksempel på, hvordan regler, der ikke følger med udviklingen, kan spænde ben for innovation og bæredygtighed.
Disse cases blev vendt i panelet og dannede afsæt for en vigtig samtale om, hvordan vi som samfund bør skabe en mere forståelig, forudsigelig og rimelig skattelovgivning.
En platform for systemkritik og dialog
Skattebrevkassen var ikke tænkt som en hotline for enkeltsager, men som en platform for at løfte generelt tilbagevendende udfordringer op på et politisk niveau. Her var både kritik og konstruktive forslag velkomne – og netop det åbne format skabte en samtale præget af både faglighed og lydhørhed.
Som brancheorganisation har vi et vigtigt bidrag i arbejdet for en mere robust, transparent og praktisk anvendelig skattelovgivning. Skattebrevkassen viste tydeligt, at revisorer spiller en central rolle i at identificere de steder, hvor lovgivningen rammer skævt – og i at bidrage til løsninger.