30. oktober 2025
Store ændringer på vej for ikke-erhvervsdrivende fonde
Flere regler, større ansvar – og mere frihed. En ny fondslov er på vej, og Justitsministeriet lægger op til markante ændringer for ikke-erhvervsdrivende fonde. Her får du overblikket over nogle af de vigtigste forslag.
Jan Brødsgaard
Chefkonsulent, cand.merc.aud.
Justitsministeriet offentliggjorde i juni 2025 en omfattende betænkning om revision af fondsloven, der også indeholder et konkret udkast til en ny fondslov for ikke-erhvervsdrivende fonde. Antallet af paragraffer i udkastet til en ny fondslov stiger til cirka 115 fra omkring 65 i den gældende fondslov. Der er således lagt op til en mere omfattende regulering af ikke-erhvervsdrivende fonde. En del af de nye paragraffer kan dog tilskrives, at Civilstyrelsens hidtidige praksis nu indskrives i loven, og at nogle paragraffer bliver tydeliggjorte.
I det følgende omtaler vi kort nogle af de ændringer, som lovudkastet lægger op til. Vær opmærksom på, at lovudkastet endnu ikke er fremsat i Folketinget, og at meget kan ske i den politiske proces, inden Folketinget endeligt vedtager en ny fondslov.
Når der nedenfor skrives ”fonde”, menes ”ikke-erhvervsdrivende fonde”.
Justerede kapitalkrav
Ved oprettelsen af en fond skal fondens bundne kapital (bundne egenkapital) udgøre mindst 1 million kroner. Indsamlingsfonde skal dog kun have en bunden kapital på mindst 300.000 kroner. Det bliver muligt at stifte en fond med disponible aktiver, der ligger ud over det bundne kapitalkrav.
Fonde med aktiver under 1 million kroner bliver omfattet af alle regler i fondsloven, da den gældende § 1, stk. 6, afskaffes.
Registrering i nyt fondsregister
Alle fonde skal registreres i et nyt fondsregister i Erhvervsstyrelsens it-system. Registreringen af fonde vil fremover være en gyldighedsbetingelse, hvilket betyder, at en fond ikke kan erhverve rettigheder, indgå forpligtelser eller være part i retssager, før den er registreret. Fondsmyndigheden skal påse, at fondens forhold er i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægten, herunder at fonden opfylder de grundlæggende karakteristika for en fond.
Bestyrelsen får større frihed under ansvar
En fonds bestyrelse skal realisere fondens formål, der blandt andet kan ske gennem uddelinger. I udkastet til ny fondslov får bestyrelsen større frihedsgrader til at træffe beslutninger om fondens drift, investeringer og kapitalforhold, så fondens formål kan realiseres på bedste vis. For eksempel kan bestyrelsen vælge at opbygge en disponibel kapital i fonden, da de gældende regler om løbende at uddele afkastet på fondens investeringer ikke videreføres. Derudover kan de fremover fravælge at følge anbringelsesbekendtgørelsen, medmindre vedtægterne bestemmer andet.
Samtidig får bestyrelsen øgede pligter og ansvar for at sikre, at fondens formål og interesser varetages korrekt og lovligt. Der er blandt andet krav om, at fonden har en politik for formueforvaltning, der i øvrigt skal beskrives i årsregnskabet.
Flere krav til årsregnskabet
Kravene til indholdet i fondenes årsregnskaber strammes op med blandt andet nye oplysningskrav og et overordnet krav om, at årsregnskabet skal give et retvisende billede. Detaljerne i regnskabsreguleringen skal senere fastlægges af justitsministeren i en bekendtgørelse. Derudover indføres der krav om, at fondene skal offentliggøre årsregnskaberne i Erhvervsstyrelsens system.
Revision for alle fonde
Årsregnskabet i alle fonde skal revideres. Uanset fondens størrelse skal der vælges en revisor, som kan være enten:
- En godkendt revisor eller
- En godkendt forvaltningsafdeling (i et pengeinstitut).
Lovudkastet lægger op til enkelte ændringer i reglerne om revision. Et eksempel er, at revisor fremover skal påse, om bestyrelsen overholder sine pligter til at oprette og føre bøger.
Fusion og opløsning
Reglerne om sammenlægning af fonde lempes, så det bliver lettere for mindre fonde at opretholde et tilfredsstillende afkast og fusionere med andre fonde. Reglerne om opløsning af fonde justeres også, så det bliver lidt lettere at opløse en fond, der ikke længere har midler til at opfylde sit formål.