30. maj 2025
Strenge indberetningsregler for udenlandske investeringer
Fysiske personer er underlagt strenge indberetningskrav for at kunne få fradrag for tab på aktier, investeringsbeviser og obligationer. I FSR - danske revisorers Skatteudvalg arbejder vi intenst for lempeligere regler.
Maria Eun Elkjær
Skattepolitisk chef
For at en fysisk person kan få fradrag for tab på aktier, investeringsbeviser og obligationer, skal vedkommende oplyse Skattestyrelsen om købet senest den 1. juli året efter handlen. Det gælder, selv om den pågældende i en årrække har betalt korrekt udbytteskat.
Reglen (aktieavancebeskatningsloven § 14, stk. 2) blev indført i folketingsåret 2008-09 for at forhindre spekulation. Men i dag sker der automatisk udveksling af visse oplysninger, hvilket gør spekulation langt vanskeligere. Selv små fejl eller forsinkelser i indberetningen medfører, at tab ikke kan fradrages.
Ingen dispensationsadgang
Efter gældende regler er der kun i meget få tilfælde mulighed for at ændre i indberetningen efter fristen. Det er tilfældet hvis en fondshandler efter de gældende regler har foretaget indberetningerne på vegne af den skattepligtige. Fondshandleren har mulighed for at rette indberetningerne med virkning for fradragsretten frem til genoptagelsesfristerne for det indkomstår, hvori aktien sælges.
Konsekvenserne ved manglende indberetning er dermed uforholdsmæssigt store, og reparationsmuligheden er meget afgrænset.
I FSR – danske revisorers Skatteudvalg har vi længe arbejdet for, at der som minimum dels indarbejdes en dispensationsmulighed i aktieavancebeskatningsloven, dels indføres mere vejledning om registreringspligten fra Skatteforvaltningens side.
Breve til 3.700 skatteborgere
Skattestyrelsen har oplyst FSR – danske revisorer, at der i maj måned er sendt ca. 3.700 breve ud til borgere, der havde en udenlandsk konto i 2023 hos DEGIRO, eToro, Interactive Brokers og/eller Revolut.
Brevets budskab er, at man som borger er forpligtet til at oplyse Skattestyrelsen om udlandsforhold, da de ikke automatisk kommer med på årsopgørelsen. Budskabet er også, at borgeren skal have oplyst Skattestyrelsen om køb senest den 1. juli året efter køb for at kunne få fradrag for tab.
I tråd med FSR – danske revisorers ønske er formålet at få borgerne til at tage stilling til deres udenlandske investeringer og formuer og få dem til at oplyse, da mange ikke er klar over, hvordan de oplyser korrekt.