19. november 2025

FSR Studerende

“Tro på processen – og tro på dig selv”: Blå bog fra nyudklækket statsautoriseret revisor

At stå med eksamensbeviset som statsautoriseret revisor i hånden er en af branchens største milepæle. For Alexander Buch, 29 år, er det kulminationen på ni års faglig nysgerrighed, dedikation og en stærk tro på, at udvikling sker i takt med, at man tør udfordre sig selv.


Billede af Catherina Tonning

Catherina Tonning Kommunikationskonsulent
pnna@sfe.qx 6179 0465



Alexander Buch, Statsautoriseret revisor hos Deloitte

Fra trainee til SR: når nysgerrighed styrer retningen 

Alexander begyndte sin rejse i Deloitte i 2016, direkte efter HHX. Siden har han arbejdet sig støt gennem både bachelor og kandidatuddannelse – alt imens han har passet sit fuldtidsjob. 

Men Alexander har aldrig har været i tvivl om sin drivkraft: at forstå forretninger helt ned i maskinrummet. 

”Jeg har altid haft lyst til at forstå, hvordan en virksomhed fungerer i praksis – ikke kun i teorien. Derfor føltes det naturligt at fortsætte med at uddanne mig på SR-Akademiet, da jeg var færdig med min cand.merc.aud. Jeg havde allerede fundet en god balance mellem arbejde og studie, og mine ledere har altid bakket mig op og set potentialet i mig.” 

Sådan nåede Alexander målstregen 

Hvordan føles det egentlig at bestå en af Danmarks sværeste eksamener? For Alexander: surrealistisk. Som at krydse målstregen efter et langt maraton, hvor man både har været motiveret, presset og beslutsom. 

”Det er fantastisk – men også overvældende at komme igennem. Man er så fokuseret op til den afsluttende eksamen, at det tager lidt tid for kroppen at falde ned igen – også selvom jeg jo bestod. ” 

Læring gennem prøver, sparring og fejlskud 

Alexander lagde hurtigt mærke til, at SR-forløbet kræver, at man tør stå i det, man endnu ikke mestrer. Nye fagområder, der satte yderligere krav til skarphed. 

”Der var mange ting, jeg ikke var ekspert i fra start. Men det er en del af rejsen. Prøveeksamenerne – både de mundtlige og de skriftlige – blev et vigtigt værktøj for mig. De gav mig et ærligt billede af, hvor jeg stod, og hvad jeg skulle arbejde mere med.” 

Han fremhæver netværk og især snakke med kollegaer og andre engagerede revisorer fra forskellige huse som værdifuldt.  

”Mine kollegaer gav mig nuancer, perspektiver og indsigt på de områder, hvor jeg havde brug for sparring. Mit netværk bidrog i høj grad til at løfte min faglighed samtidig med, at de gjorde min hverdag lettere. Opbakningen fra dem omkring mig har været helt afgørende,” uddyber Alexander. 

Når SR-uddannelsen rykker ved mere end fagligheden 

Jo længere Alexander kom ind i forløbet, desto mere fik han øjnene op for, hvor meget SR-Akademiet faktisk rykker – både fagligt og personligt. 

”Tiden er fløjet afsted. Det har været langt mere lærerigt og interessant, end jeg havde forestillet mig. Mødet med andre engagerede revisorer på akademiet har virkelig gjort en forskel, fordi det er et trygt undervisningsmiljø, hvor man kan stille alle de dumme og forkerte spørgsmål,” fortæller Alexander, og signalerer med situationstegn ved dumme og forkerte spørgsmål. 

Alexander arbejder fortsat hos Deloitte, hvor han har ansvaret for kollegaers udvikling, derfor er hans ambitioner også klare:  

  • at udvikle og løfte yngre talenter 
  • at bevare arbejdsglæden og motivationen gennem samarbejde og faglig sparring 
  • at dygtiggøre sig og sætte sit næste mål inden for branchens mange muligheder.  

For Alexander er udvikling ikke et punktum, men en proces. Og han har da også et godt råd til dig, der synes, at SR-vejen kunne være interessant: 

”Lad dig ikke skræmme af, at det kan virke som en lang rejse. Sæt kortsigtede mål, så du kan holde motivationen oppe. Tro på dig selv – og hold fast, også når det kræver en ekstra indsats. Det er en intens proces, men den er virkelig givende, og jeg ville personligt ikke have været den foruden.” 

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere