Bliv klogere på en række særlige forhold, der gør sig gældende for hovedaktionærer og som derfor kræver ekstra bevågenhed i rådgivningen af denne.
Formål
Kurset har til formål at give deltagerne en forståelse for de skattemæssige problemstillinger, der ofte ses i forbindelse med rådgivning af hovedaktionærer og som Skattestyrelsen ofte har et øget fokus på. Kurset tager i den forbindelse særligt sit afsæt i, hvilke faldgrupper man som rådgiver skal være ekstra opmærksom på.
Målgruppe
Dette skattekursus henvender sig til godkendte revisorer og erfarne medarbejdere i revisorbranchen, der i praksis arbejder med skatteretlige problemstillinger i forhold til hovedaktionærbeskatning.
Indhold
På kurset kommer vi blandt andet ind på emner som:
- Ny lovgivning og afgørelser, der vedrører hovedaktionærer
- Kapitalejerlån – tidligere og nuværende selskabsretlige regler – hvad med de skattemæssige forhold?
- Maskeret udlodning/udbytte – hvornår, hvordan, værdiansættelse mv.
- Hovedaktionærens udlandsforhold – arbejde i udlandet og til-/fraflytning
- Processen – kontrolsagens gang og hovedaktionærens egen mulighed for at ændre i skatteansættelsen
Udbytte
Du kan forvente at blive skarpere på de regler, en hovedaktionær skal være særligt opmærksom på. Du får på kurset praktiske værktøjer, som du kan anvende i rådgivningen af dine hovedaktionær-kunder.
Format/Undervisningsform
Undervisningen er tilrettelagt ud fra en praktikers synsvinkel. Deltagerne vil blive inddraget i undervisningen og opfordres til at anvende cases fra egen praksis til forståelse af undervisningen. Der vil løbende blive svaret på deltagernes spørgsmål.
OE-timer
Kurset giver dig 8 OE-timer inden for "Anden relevant lovgivning og faglige standarder"
Underviser
Pernille Juul Hansen, Senior Tax Manager, er uddannet Cand.jur. fra Aarhus Universitet og har arbejdet med skatteret hos først Skattestyrelsen og efterfølgende hos Redmark. Pernilles arbejdsområder har gennem de seneste år særligt kredset sig om personbeskatning fra et både dansk og internationalt perspektiv.
Jeanette Holmgaard, Senior Tax Manager, uddannet Cand.jur. fra Aalborg universitet i 2014. Jeanette har arbejdet med skatteret siden hun blev færdig. Først med klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen i København, hvor hun hovedsageligt beskæftigede sig med inddrivelse, forældelse, aktindsigt og hovedaktionærbeskatning. De sidste 5 år, hvor hun har arbejdet ved Redmark, har hendes primære arbejdsområder været hovedaktionærbeskatning, med særligt fokus på kapitalejerlån og behandlingen heraf samt dødsbobeskatning, herunder optimering i levende live og ved død.