Hvis du har været uden godkendelse i mere end 3 år, kan en særlig prøve erstatte manglende efteruddannelse med henblik på generhvervelse af godkendelsen.


Ansøgning om indstilling til særlig prøve

Du kan indstille dig til den særlige prøve ved at sende en mail til eksamen@fsr.dk, af mailen skal fremgå:

  • Navn
  • cpr-nummer
  • adresse og
  • din nuværende arbejdsgiver

Har du har været frakendt godkendelsen, skal du også vedhæfte dokumentation for, at frakendelsen er udløbet.

Den særlige prøve afholdes som udgangspunkt, samtidig med den mundtlige revisoreksamen, du bedes derfor indsende din tilmelding senest:

  • 1. april, hvis du ønsker at blive indstillet til prøven i 1. halvår eller
  • 1. oktober, hvis du ønsker at blive indstillet til prøven i 2. halvår

Har du et særligt behov for, at eksamen ligger på et andet tidspunkt, anfør da venligst det i mailen, så vil vi bestræbe os på, at arrangere en prøve, udenfor tidsrummet for den mundtlige eksamensperiode.

Når du er blevet tilmeldt den særlige prøve, vil du blive opkrævet et gebyr på 7.950 kr. for deltagelsen.

Generelt

Prøvens formål er at konstatere, at personer, der i en årrække ikke har virket som godkendt revisor, har de fornødne kompetencer til igen at virke som godkendt revisor.

Du skal derfor godtgøre, at det er forsvarligt på ny at meddele pågældende godkendelse som statsautoriseret revisor, henholdsvis registreret revisor. Du afprøves i de områder, som hører under en statsautoriseret/registreret revisors virkefelt. Prøven har således samme sværhedsgrad som den oprindelige mundtlige prøve.

Det skal dokumenteres, at du ud fra dit kendskab til lovgivningen, administrativ praksis og domstolsafgørelser samt under hensyntagen til de for revisorstanden gældende  etiske regler om forholdet til klienter og myndigheder, medarbejdere og  andre revisorer har evnen til at løse de arbejdsopgaver, der sædvanligt forekommer i en godkendt revisors virksomhed.

 

Prøvens indhold

Den mundtlige eksamination varer i almindelighed 30-40 minutter, hvortil kommer 40 minutters forberedelsestid. Forberedelsestiden giver dig mulighed for at forberede en  selvstændig besvarelse og strukturere en dialog med eksaminator. Eksaminationen styres i fornødent omfang af eksaminator.

Ved bedømmelsen af den mundtlige prøve lægges vægt på, om du gennem besvarelsen af det stillede spørgsmål godtgør en praktisk egnethed og duelighed i at fremlægge en redegørelse og argumentere herfor i f.eks. en rådgivnings-, forhandlings-eller anden situation i forhold til klienter, bestyrelser, myndigheder o.lign., hvor en mundtlig præsentation kan være afgørende for udfaldet.

Ved den mundtlige prøve forventes du at være i besiddelse af en naturlig paratviden. Paratviden kan defineres som den professionelle viden, som en revisor bør være i besiddelse af  for at være  i stand til at besvare spørgsmål inden for et emne, som vedkommende ikke har forberedt specielt.

Del til: