20. maj 2026
Udvalgsledere for skatteudvalgene: Politikerne bør styrke retssikkerheden
Søren Næsborg Jensen og Sten Kristensen står i spidsen for hvert sit af FSR – danske revisorers to faglige udvalg om beskatning. De oplever, at skattereglerne ofte er så komplekse, at selv skatteydere med de bedste intentioner ikke kan efterleve dem. Derfor er skatteudvalgene nu klar med et nyt skatteudspil, der skal styrke retssikkerheden for borgere og virksomheder.
Tekst/ Tine Østergård Korcyl, chef for medlemskommunikation, Dansk Erhverv
Forestil dig, at du arbejder som selvstændig konsulent – måske som it-specialist – og bliver hyret ind som vikar i en virksomhed. Du fakturerer igennem dit eget selskab og tror, at du gør alt rigtigt. Men efter nogle år vurderer skattemyndighederne, at du i virkeligheden har været lønmodtager. Konsekvensen? Du kan i værste fald blive ramt af en samlet beskatning på op mod 110 procent uden mulighed for at rette op på det.
For Søren Næsborg Jensen og Sten Kristensen, der er udvalgsledere i henholdsvis skatteudvalget og udvalget for indirekte skatter, er det ikke et tænkt skrækscenarie, men et konkret eksempel på, hvordan skattesystemet kan ramme skævt.
”Ofte er reglerne så komplekse, at selv skatteydere med de bedste intentioner har svært ved at følge dem. De fleste vil gerne gøre det rigtige, men det kræver, at reglerne er til at forstå,” siger Søren Næsborg Jensen, der er udvalgsleder for skatteudvalget.
Han bakkes op af Sten Kristensen, der er udvalgsleder for udvalget for indirekte skatter: ”Den individuelle retssikkerhed er blevet dårligere og dårligere gennem en lang årrække. Vi oplever i stigende grad, at hensynet til systemet vejer tungere end hensynet til den enkelte skatteyder.”
Tid til tillid
Derfor er udvalgene nu klar med et nyt skattepolitisk udspil med titlen Tid til Tillid.
Her peger de på konkrete tiltag, der skal styrke retssikkerheden og genoprette balancen mellem myndigheder og skatteydere. Et centralt forslag er etableringen af en uafhængig skatteombudsmand, der kan fungere som kontrolinstans og sikre en mere objektiv behandling af sager.
Baggrunden er, at flere tidligere kontrolfunktioner er blevet nedlagt, hvilket ifølge udvalgslederne har svækket den samlede retssikkerhed.
Derudover lægger udspillet op til en gentænkning af, hvordan regler anvendes i praksis – blandt andet med fokus på større rimelighed, bedre mulighed for at korrigere fejl og en mere balanceret tilgang i sagsbehandlingen.
Borgernes vagthund
Søren Næsborg Jensen er til daglig partner i International Tax and Transaction Services i EY Danmark, mens Sten Kristensen er Head of VAT i BDO.
De arbejder derfor med komplekse skattesager i praksis og løfter dem med ind i skatteudvalgene, hvor formålet er at styrke borgernes og virksomheders retssikkerhed.
Udvalgenes arbejde spænder bredt. De gennemgår lovforslag, afgiver høringssvar og går i dialog med både Skattestyrelsen, Skatteministeriet og politikere. Målet er ikke at påvirke skatteniveauer, men at sikre, at reglerne hænger sammen og er til at arbejde med i praksis.
“Vi opfatter os som en art vagthund i relation til skattemyndighederne,” siger Søren Næsborg Jensen.
Det indebærer blandt andet at pege på uklarheder og uhensigtsmæssigheder i ny lovgivning – ofte længe før reglerne får konsekvenser for borgere og virksomheder.
Selv eksperter har svært ved at gennemskue reglerne
Ifølge de to udvalgsledere er der mange eksempler på, at skattereglerne er så uklare, at selv eksperter på området har svært ved at gennemskue dem.
De nævner reglerne for udenlandske værdipapirer som et konkret eksempel. Hvis en skatteyder ikke får indberettet et udenlandsk depot korrekt og til tiden, mister vedkommende retten til fradrag for tab, selvom skattemyndighederne i dag automatisk modtager oplysningerne.
Konsekvensen kan være, at man beskattes af gevinster, men ikke får fradrag for tab og i yderste tilfælde ender med at betale skat af en gevinst, der reelt ikke eksisterer.
“Det er den type situationer, hvor vi mener, at proportionaliteten mangler,” siger Søren Næsborg Jensen.
Lang vej til afgørelse
Samtidig peger udvalgslederne på, at lange sagsbehandlingstider i skattesystemet er en væsentlig udfordring for retssikkerheden.
En skattesag kan tage flere år at få afgjort gennem det administrative system, og i mellemtiden er det skatteyderen, der bærer byrden – både økonomisk og mentalt.
”Det skaber en skæv magtbalance, hvor det kan være svært for den enkelte at føre sin sag hele vejen,” siger Sten Kristensen.
Tilliden er afgørende
For Søren Næsborg Jensen og Sten Kristensen er retssikkerhed ikke kun et spørgsmål om jura, men også om tillid.
Hvis borgere og virksomheder oplever, at reglerne er uigennemskuelige, eller at konsekvenserne er ude af proportioner, risikerer det at underminere tilliden til hele skattesystemet.
Og netop den tillid er afgørende for et system, der i høj grad bygger på, at skatteyderne frivilligt efterlever reglerne.
Derfor fortsætter arbejdet i skatteudvalgene med at identificere problemer, påvirke lovgivningen og råbe op, når reglerne ikke fungerer efter hensigten.
For som udvalgslederne ser det, er opgaven klar: At sikre, at skattesystemet ikke bare er effektivt, men også retfærdigt.
Søren Næsborg Jensen, EY
Sten Kristensen, BDO