6 forslag til modernisering af kvalitetskontrollen af revisorer

NyhedFSR – danske revisorer lancerer udspillet ”Seks forslag til et nyt og effektivt kvalitetskontrolsystem”. Hensigten er at få en bedre og samtidigt mere omkostningseffektiv kvalitetskontrol af revisionsfirmaerne, så kontrollen i højere grad reelt bidrager til kvaliteten i revisorernes arbejde.

KvalitetRegnskabOm revisor

Tilliden til kvaliteten af revisors arbejde er vigtig for et velfungerende og gennemsigtigt erhvervsliv. Den offentlige kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder og revisorer er et vigtigt led i at skabe og fastholde den tillid. Derfor lancerer FSR – danske revisorer nu en række forslag, der skal gøre kvalitetskontrollen bedre og mere omkostningseffektiv.

”Kernen i vores udspil er at skabe en kvalitetskontrol, som er risikobaseret og dermed målrettet mod de fejl og mangler, som er særligt problematiske. Det gælder ikke mindst der, hvor det har betydning for de mange interessenter, der på baggrund af de reviderede årsregnskaber træffer beslutninger om investeringer, samhandel og finansiering”, siger statsautoriseret revisor Jens Otto Damgaard, formand for FSR – danske revisorer og fortsætter:

”I dag har kontrollen unødig fokus på enkeltstående forhold samt mindre fejl og mangler, som reelt ikke har betydning for regnskabsbrugerne. Disse fejl skal der selvfølgelig stadig tages hånd om, og derfor ønsker vi at få disse rettet op gennem dialog, vejledninger og henstillinger mellem det offentlige tilsyn og revisorerne."

FSR – danske revisorers udspil bygger på seks anbefalinger, der foruden at styrke kvaliteten også skal bidrage til en mere omkostningseffektiv kontrol for alle parter.

"Vores forslag vil gøre kvalitetskontrollen mere omkostningseffektiv. I dag bruges der mange ressourcer og omkostninger på at kontrollere revisionsvirksomheder, som allerede har vist, at de har styr på egenkontrollen. Revisionsfirmaerne investerer i øvrigt også selv årligt mange ressourcer i at holde et højt kvalitetsmiljø,” siger Brian Wessel, direktør for det Faglige Center i FSR – danske revisorer.

De seks forslag er:

  • En fair og rimelig sanktionering. Et tilsyn som i højere grad benytter sig af vejledning og dialog med revisionsvirksomhederne, og hvor sanktioner for enkeltstående forhold, hvor tredjemand ikke lider tab, i højere grad baserer sig på henstillinger og påtaler. 
  • Målret kontrollen, hvor risikoen er størst. En risikobaseret kontrol, som bruger færre kræfter på at kontrollere revisionsvirksomheder, der har styr på sagerne, og som frigiver flere kræfter til at fokusere på de revisionsvirksomheder, hvor risikoen for fejl og mangler er størst.
  • Gør kontrollen tema-baseret. En temabaseret kontrol, som bruger mindre tid på at undersøge fejl uden betydning for tredjemand, så der bliver flere ressourcer til at gå i dybden med betydningsfulde problemstillinger og fokusområder. 
  • Øg proportionaliteten i kontrollen. Omfanget af kontrollens dokumentationskrav til revisor bør gøres mere afhængig af, om der er tale om en lille ukompliceret sag eller en stor kompliceret sag, herunder om forholdende har betydning for offentligheden.
  • Ligebehandling af revisionsvirksomhederne. En kontrol hvor krav, omfang og hyppighed af kontrollen af ensartede sager er den samme uanset størrelsen på revisionsvirksomheden. 
  • Klarhed i kontrolrapporterne. Mere klarhed i kontrolrapporterne, så man afskaffer afgivelse af kontrollanternes erklæringer, og i stedet får en ensartet rapportering i form af en rapport, der er mere anvendelig i revisionsvirksomhedernes løbende arbejde med at styrke kvaliteten.

Læs mere