Elsker revisorer meningsløse dokumentationskrav?

Jeg er enig i, at det er et rigtig godt spørgsmål: 

Hvordan kunne det ske, at EU formulerede så omfattende og byrdefulde krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering, at det blev nødvendigt at afskaffe det meste af lovgivningen, før den overhovedet var trådt fuldt i kraft? 

Men jeg er ikke enig i det svar, skribenten selv giver i artiklen. Hendes analyse af CSRD-processen kan næste opsummeres sådan her:  

Verdensfjerne NGO’er og grådige revisorer fik lov til at presse deres vilje igennem, mens erhvervslivets repræsentanter blev sat uden for døren. 

Mangelfuld og misvisende

Jeg har med FSR – danske revisorer fulgt CSRD-processen tæt, siden det første lovforslag til direktivet blev fremsat af EU-Kommissionen i foråret 2021. 
 
Og derfor ved jeg også, at det på ingen måde var revisorbranchen, der fandt på, at revisorer skulle spille en central rolle i at sikre tillid til virksomhedernes bæredygtighedsoplysninger. Den idé er født af politikere og embedsfolk som en løftestang til den langsigtede ambition om, at virksomheder, banker og investorer i fremtiden skulle behandle virksomhedernes ESG-data med samme nøjagtighed og troværdighed, som de allerede behandler deres finansielle regnskabsdata. 

Veldokumenterede og troværdige fakta

Sandheden er, at EU-Kommissionens forslag til CSRD tog de fleste lidt på sengen, da det kom i foråret 2021. Men i FSR – danske revisorer støtter vi grundtanken i CSRD: At virksomheder skal rapportere mere transparent, sammenligneligt og troværdigt om deres aftryk på miljø, klima og mennesker. Det har vi sagt offentligt, længe før de fleste herhjemme blev opmærksomme på, at CSRD var på vej. Det overrasker nok heller ikke nogen, at revisorer grundlæggende tror på, at veldokumenterede og troværdige fakta kan skabe værdi for både virksomheder, investorer, banker og hele samfundet. 

Men vi har også sagt meget klart gennem hele processen, at: 

1. CSRD var for meget og for hurtigt. Kravene burde have været formuleret og virksomhederne omfattet mere gradvist, så der var tid til at formulere værdiskabende, proportionale og anvendelige oplysningskrav, og så virksomhederne havde en rimelig chance for at forberede sig på de regler, som ville ramme dem.  
2. Hastværket var i sig selv en stor byrde for både virksomhederne, der skulle rapportere, og for revisorerne, som skulle efterprøve. Derfor har vi gennem hele processen presset på for, at politikerne skulle tage ansvar for at skabe klarhed om reglerne og deres fortolkning, så både virksomheder, revisorer og myndigheder havde klare rammer.  

Alt dette har vi i FSR – danske revisorer både sagt offentligt og kæmpet hårdt for i vores dialog med politikere, embedsfolk og andre organisationer i både EU og herhjemme. 

En stor del af vores indsats har vi gjort i tæt samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, Finans Danmark og Forsikring & Pension. Altså organisationerne for både de virksomheder, der skal rapportere, og for de investorer, banker og forsikringsselskaber, som skal læse bæredygtighedsrapporteringen. Derfor er det meget mærkeligt at læse, at revisorbranchen skulle have modarbejdet erhvervslivets interesser – vi har tværtimod stået sammen med dem i langt de fleste spørgsmål. 

Politiske beslutninger er politikernes ansvar

Da politikerne havde givet revisorbranchen den meget store opgave, som lå i CSRD, så gjorde branchen sig selvfølgelig klar til at løfte den. Det har bl.a. erhvervsministeren også kvitteret for, at vi gjorde proaktivt og fleksibelt. Hvorefter politikerne med den såkaldte omnibus rullede det meste af CSRD tilbage. 

CSRD var en politisk beslutning, ligesom omnibus-lovgivningen, som rullede det meste af direktivet tilbage, var en politisk beslutning.  

Ansvaret for disse beslutninger kan selvfølgelig ikke lægges hos nogen branche eller organisation.