26. maj 2025
Højesteretsdommer om udtalelser fra Responsumudvalget: ”Kan være en vigtig brik i en sag”
Højesteretsdommer Jan Schans Christensen ser Responsumudvalget som en værdifuld faglig aktør i sager på revisions- og regnskabsområdet. For udvalget kan kaste lys over spørgsmål, som domstolene ikke selv er eksperter i – og det kan have betydning for sagen.
Amalie Hermansen
Kommunikationskonsulent
Tekst af/ Nadia Maja Bech, journalist, Dansk Erhverv
Når Danmarks højeste domstol skal tage stilling til sager om revisors ansvar eller god regnskabsskik, trækker dommerne ikke kun på jura. Her kan udtalelser fra Responsumudvalget også være et vigtigt pejlemærke.
Responsumudvalget er et fagligt udvalg, der behandler forespørgsler om god revisionsskik, rådgivningsskik, revisoretik og regnskabsskik. Et arbejde, som Højesteretsdommer Jan Schans Christensen ser stor værdi i.
Højesteretsdommer Jan Schans Christensen ser Responsumudvalgets besvarelser som vigtige for sagerne, de behandler. Foto: Helene Hallager
Som tidligere professor i selskabsret, advokat og medlem af Revisorkommissionen har han god indsigt i revisors virke. Alligevel understreger han betydningen af udvalgets arbejde for domstolene.
”Revisionsområdet er jo ikke vores hjemmebane, så når parterne i en sag præsenterer et responsum fra Responsumudvalget – for eksempel om et regnskab lever op til kravene for god revisorskik – vil det kunne få væsentlig betydning for bedømmelsen af sagen,” siger han og tilføjer:
”Responsumudvalgets besvarelser er vigtige, fordi de kan kaste lys over noget, som domstolene ikke kan forudsættes at vide meget om på forhånd. De kan afklare nogle spørgsmål og fjerne nogle usikkerhedsfaktorer.”
Faglig belysning af komplekse spørgsmål
I Højesteret kommer Responsumudvalgets udtalelser på banen i sager, der kredser sig om regnskab, rådgivning, revisors rolle og god regnskabsskik, forklarer Jan Schans Christensen.
Helt konkret spiller udtalelserne – nogle gange sammen med et syn og skøn – blandt andet en rolle i sager, hvor en revisor står over for et erstatningskrav – for eksempel hvis et selskab går konkurs, og der rejses krav mod revisionen. Her kan der for eksempel være spørgsmål om, hvorvidt revisionen har været tilstrækkelig, om revisor burde have taget forbehold, eller om regnskabet indeholder misvisende oplysninger.
Sagerne kan være meget komplekse, og spørgsmålene er ofte teknisk vanskelige. Derfor kan det være en stor fordel at have en udtalelse fra fagpersoner med en høj ekspertise på området, påpeger Jan Schans Christensen.
”Det kan være svært at skyde sig ind på, om et regnskab opfylder de krav, der stilles, hvis man ikke har nogle oplysninger fra regnskabskyndige om det,” siger han.
”Der er rigtig mange standarder om revision og regnskabsaflæggelse og dermed mange særlige krav, som man skal tage højde for. Så dét at man kan få en afhængig og kvalificeret instans til at pege på, om regnskabet indeholder mangler eller ej, kan være en vigtig brik i en sag.”
Et fagligt lod i vægtskålen
Domstolene er generelt tilbageholdende med at tilsidesætte faglige vurderinger. En dækkende og klar udtalelse fra Responsumudvalget kan derfor få betydelig vægt i bedømmelsen, forklarer Jan Schans Christensen.
”Hvis man har en udtalelse fra Responsumudvalget, der om det relevante spørgsmål i sagen siger, at der fagligt er handlet efter bogen, kan det være vanskeligt at komme igennem med et erstatningskrav. Udtalelsen vil være et tungtvejende lod i sagen,” siger han.
Dog understreger han, at udtalelserne ikke står alene:
”Vi slår aldrig bare hælene sammen og siger, at så var det dét. Men udtalelserne vil indgå – efter omstændighederne med stor vægt – i vores samlede bedømmelse i en sag, fordi der er tale om faglige skøn.”
Fortsat relevant i fremtiden
Spørger man Jan Schans Christensen, har domstolenes brug af Responsumudvalgets udtalelser ikke ændret sig nævneværdigt over tid. Til gengæld har indholdet af begrebet 'god revisorskik' forandret sig.
”Indholdet af god revisorskik har ændret sig over årene. Noget af det, man syntes var god revisorskik for 30 år siden, er ikke nødvendigvis godt nok i dag. Verden – og ikke mindst det finansielle område – er blevet meget mere kompleks,” siger han og uddyber:
”Ser man for eksempel på de krav, der stilles til regnskaber, for at de er retvisende, står det klart, at tingene er blevet meget mere komplekse.”
Det stiller nye krav til både revisorer og domstole og gør Responsumudvalgets arbejde vigtigt, understreger Jan Schans Christensen.
Han ser da heller ikke nogen grund til, at Responsumudvalgets rolle skulle blive mindre vigtig i fremtiden – tværtimod. For den øgede regulering og kompleksitet på regnskabs- og revisionsområdet betyder, at domstolene i stigende grad har gavn af kvalificerede faglige vurderinger i sager om for eksempel revisoransvar og regnskaber, påpeger han.
”Revisionsområdet er et meget reguleret område, og jo mere regulering, der kommer, jo mere teknisk området bliver, desto større er behovet for fagligt indspil, og her kan Responsumudvalget komme på banen,” lyder det.
Jan Schans Christensen ser kun Responsumudvalgets rolle blive endnu mere vigtig i fremtiden. Foto: Helene Hallager
Fakta om Responsumudvalget
- Responsumudvalget er et fagligt og uafhængigt udvalg nedsat af FSR – danske revisorer og etableret i 1925.
- Udvalget har til formål at afgive udtalelser – responsa – om spørgsmål inden for revision, regnskab og relaterede områder – herunder for eksempel god revisorskik og regnskabsskik.
- Responsumudvalgets udtalelser bruges af både revisorer, domstole, advokater og andre aktører i tvivlsspørgsmål.