Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering

FSR - danske revisorer har afgivet høringssvar til Erhvervsstyrelsen vedrørende forslag til lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.

Overordnet set er vores budskab i høringssvaret, at det med nærværende lovforslag ikke er sikret, at de godkendte revisorer og uafhængige erklæringsudbydere er underlagt tilsvarende krav, sådan som direktivet foreskriver. Det er for os bekymrende og sår tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at etablere en ordning, hvor der fastsættes tilsvarende krav som til godkendte revisorer. Vi er derfor bekymrede for, at der på grund af de uens krav til godkendte revisorer og verifikatorer vil opstå en lovskabt forskel i kvalitet og dermed en udvanding af tilliden til de erklæringer, der afgives.

Vores primære bekymringspunkter omfatter:

• at det er muligt at opnå godkendelse som verifikator uden erfaring med afgivelse af erklæringer, men alene på baggrund af ”andre bæredygtighedsrelaterede opgaver”. Dette er særledes bekymrende, idet autorisationsordningen netop omhandler retten til at afgive erklæringer.
• at kravene til verifikatorers uddannelse og kompetencer i overgangsordningen (frem til 2026) er særdeles lempelige og endda med meget vide muligheder for at dispensere.
• at der er risiko for, at der udvikles to slags praksis for, hvad god skik er for erklæringer på bæredygtighedsrapportering. Da erklæringerne juridisk er sidestillet, og brugerne skal kunne fæstne lige høj grad af tillid til disse, burde dette ikke være muligt.
• at det ikke er den samme myndighed, der varetager tilsynet med erklæringerne på bæredygtighedsrapportering. Dette skaber en risiko for, at praksis hos tilsynene ikke udvikler sig i samme retning, og at det ikke identificeres, hvis der er væsentlig forskel på kvaliteten af erklæringerne.
• at uafhængige erklæringsudbydere ikke kan indklages for Revisornævnet for grove overtrædelser af lovgivningen.
• at hverken høringsparter eller folketingsmedlemmer er givet et fuldt overblik over den ordning, man søger etableret, da bekendtgørelser, der fastsætter de nærmere krav til uafhængige erklæringsudbydere og verifikatorer, ikke er del af høringen, hverken som medsendte udkast til bekendtgørelser, eller at lovbemærkningerne nærmere uddyber, hvorledes bemyndigelsen forventes at blive udmøntet.
• at Danmark går enegang i forhold til de lande, vi normalvis sammenligner os med. I Norge og Finland har man undersøgt muligheden for at etablere en ordning, men dette fandtes ikke muligt.

Samlet set mener vi, at med henblik på det markante antal udfordringer vil det ikke være muligt for Erhvervsministeriet at håndtere disse inden den forventede fremsættelse i Folketinget og efterfølgende ikrafttrædelse af loven 1. januar 2025. Vi mener derfor, at det mest forsvarlige vil være at udsætte fremsættelsen af lovforslaget, indtil man har fundet ud af, hvorvidt det vil være muligt at udarbejde en samlet regulering af uafhængige erklæringsudbydere og verifikatorer, der sikrer, at Danmark lever op til direktivets krav om tilsvarende krav, sådan at man kan have lige så høj tillid til disses erklæringer, som til de erklæringer, der afgives af godkendte revisorer.