03. september 2020

Nyheder og pressemeddelelser Pressemeddelelse Historisk

Novozymes vinder Årsrapportprisen 2020

Et succesfuldt arbejde med at integrere bæredygtighed, ESG og klima i årsrapporten er en af årsagerne til, at Novozymes vinder årsrapportprisen 2020. ESG spiller også en central rolle i årsrapporten fra virksomheden Solar, der vinder prisen for bedste årsrapport fra Small og Mid-cap selskaber.


Novozymes har aflagt den bedste årsrapport i 2020. Det var bundlinjen, da Dansk Industri (DI) og ’FSR - danske revisorer’ i dag torsdag den 3. september uddelte Årsrapportprisen.

Det er særligt Novozymes stærke arbejde med at integrere bæredygtighed, ESG og klima i ledelsesberetningen, der hæver niveauet for årsrapporten. Netop disse emner var et centralt tema ved årets prisuddeling.
Dommerkomiteen peger også på nyskabelsen i Novozymes’ årsrapport, hvor de introducerer læseren for de væsentlige ændringer og hændelser i forhold til årsrapporten 2019, som et andet element, der er medvirkende til at kåre Novozymes som årets vinder. 

- For Novozymes er det vigtigt at være et transparent selskab og at skabe åbenhed og indsigt omkring vores finansielle og ikke-finansielle mål og resultater, så alle vores stakeholders har indsigt i Novozymes. Derfor ser vi det som en stor anerkendelse at vinde Årsrapportprisen. Vi har i 2019 specifikt arbejdet med at gøre årsrapporten mere læsevenlig og mere fokuseret, og det er dejligt, at dette arbejde har båret frugt, siger Lars Green, CFO i Novozymes.

Løfter niveauet for de danske årsrapporter
Formålet med prisuddelingen er at fremhæve de gode årsrapporter, så de kan inspirere andre og være med til at løfte det allerede høje niveau for virksomhedernes rapportering. De seneste års vindere tæller blandt andre ISS, Arla og Carlsberg.

- Når man skærer helt ind til benet, skal en årsrapport skabe gennemsigtighed om virksomhedens situation. Det gælder både økonomi og de mange ikke-finansielle forhold, der påvirker strategi og risici. At bundlinjen ikke længere kun er finansiel ses ved, at analytikere og investorer i stigende grad inddrager ESG-data, når de vurderer virksomhedernes værdiskabelse og de langsigtede vækstmuligheder. Årets vinder, Novozymes, viser, hvordan man kan øge gennemsigtigheden ved at kommunikere synergien mellem det finansielle og ikke-finansielle, siger Charlotte Jepsen, adm. direktør hos FSR – danske revisorer.

- I Danmark er vi blandt de førende både til at arbejde med bæredygtighed og rapportere om det, men vi vil gerne hjælpe virksomhederne med gode eksempler på, hvordan de kan gøre det endnu bedre. Årsrapporten skal være skarp, fokuseret og relevant – både på det finansielle og det ikke-finansielle. Novozymes har arbejdet med dette i mange år, hvilket er tydeligt for enhver, der læser deres årsrapport, siger Thomas Bustrup, International direktør og COO i DI.

Solar vinder Small og Mid-cap-prisen
Solen skinnede også på Solar, der vandt den eftertragtede pris for Small og Mid-cap selskaber. En tydelig forretningsmodel og god beskrivelse af risici og forventninger til det kommende år var centrale elementer. Solar har valgt at gengive væsentlige ESG-tal i selve årsrapporten og henviser herudover til den samlede rapportering på hjemmesiden. Dermed er Solar også et eksempel på, hvordan man kan fokusere ESG-rapporteringen på de væsentligste elementer i årsrapporten.

- Solars årsrapport er et godt eksempel på walk-the-talk, som andre kan lære af, når det kommer til ESG-rapportering. Netop ESG-rapporteringen er i rivende udvikling og får fortsat større fokus fra investorerne. Solar viser med deres årsrapport, at ESG-området er vigtigt og bliver prioriteret i Small og Mid-cap-segmentet. De er en del af den udvikling, som bidrager til, at vi opnår en transparent og pålidelig ESG-rapportering i Danmark, siger Charlotte Jepsen.

- Det er vigtigt, at rapporteringen passer til og afspejler virksomheden. Solars årsrapport har hentet inspiration fra tidligere års vindere, men tilpasset det til deres egen virksomhed. Solar’s konstante fokus på at gøre det lidt bedre hvert år – hvilket er en del af deres DNA – sætter sine tydelige aftryk i deres årsrapport, siger Thomas Bustrup.

FAKTA OM ÅRSRAPPORTPRISEN

Årsrapportprisen gives til virksomheder, hvis årsrapporter udmærker sig og tjener som inspiration for andre. Der uddeles i år én hovedpris og én Small og Mid-cap-pris til gode og fremhævelsesværdige årsrapporter fra selskaber i Small og Mid-cap-segmentet.

Årsrapportprisen er blevet uddelt i over 40 år. Siden 2012 er det FSR – danske revisorer og DI, der har stået for uddelingen.
 

Vindere 2020
Hovedprisen: Novozymes (øvrige nominerede: Arla, DFDS og DSV)

Small og Mid-cap-prisen: Solar
 

Om Dommerkomiteen
Dommerkomiteen består af repræsentanter for regnskabsbrugere, regnskabsaflæggere, akademikere og revisorer. Dommerkomiteens medlemmer er:

  • Tina Aggerholm, VP Group Accounting, Carlsberg Breweries
  • Pernille Benborg, ISS
  • Carsten Krogholt Hansen, Associate Professor, CBS
  • Michael West Hybholt, Aktieanalytiker, MWH Equity Intelligence
  • Torben Johansen, statsaut. revisor, Partner, BDO samt formand for Regnskabsudvalget, FSR – danske revisorer
  • Kristian Koktvedgaard, Fagleder, Dansk Industri
  • Jørgen Blom, statsaut. revisor, Partner, EY samt viceformand for Regnskabsudvalget, FSR – danske revisorer
  • Jens Houe Thomsen, Senior analytiker, Jyske Bank
  • Per Gunslev, formand for Regnskabsrådet nedsat af Erhvervsstyrelsen, forhenværende Partner og fagligt ansvarlig, EY.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber