Politiske kompromisser – der svier

Af Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR - danske revisorer.

Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere. Sådan lyder det politiske budskab som led i en tiårig strategi for Danmark med regeringens udspil ”Danmark kan mere I” fra september 2021.

De fleste husker formentlig, at Mette Frederiksen indledte sin kamp om statsministerposten med en klar mærkesag om ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte, herunder bryggeriarbejderen Arne. Og husker man ikke formålet, bliver man i hvert fald mindet om konsekvenserne.

Den såkaldte ”Arne-pension” har siden været genstand for et finansieringsmæssigt puslespil. I juni blev det første finansieringselement vedtaget i Folketinget. Lovforslaget gennemfører to af finansieringselementerne i aftale om ”en ny ret til tidlig pension”, som blev indgået imellem regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i oktober 2020. Udover den meget omtalte særskat for den finansielle sektor (”samfundsbidraget”) finansieres aftalen også af et loft over, hvor stor en lønudgift til en enkelt person en virksomhed kan fradrage. Det politiske formål er at modvirke en skæv lønudvikling for direktører mv. i store selskaber. Loftet udgør et grundbeløb svarende til ca. 7,5 mio. kr. i 2022. Fradragsloftet skal have virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2023 eller senere.

 Vær tro mod grundlæggende principper

Der er nok ikke tvivl om, at et forslag om at begrænse mulighederne for at trække høje direktørlønninger fra vækker genklang i visse vælgersegmenter, selv om det næppe bidrager til at gøre Danmark rigere. Det ændrer dog ikke på, at forslaget både er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt og i øvrigt strider med vores brancheambitionen om regelforenkling.

Statsskatteloven er grundlaget for dansk indkomstskatteret, men med en hurtig politisk beslutning går man nu på kompromis med det grundlæggende skatteretlige princip om fradrag for driftsomkostninger i statsskattelovens § 6, stk. 1, til fordel for et loft over fradrag for virksomhedernes lønudgifter.

Dermed bryder man med en tradition og et princip, der har eksisteret gennem årtier. Nu er det selvfølgelig ikke alle traditioner, der skal videreføres for enhver pris, og driftsomkostningsbegrebet har da også været genstand for dynamisk fortolkning over tid. Ligesom domme og afgørelser har bidraget til at indhegne anvendelsesområdet med en række betingelser. Men forudsat at disse betingelser om afholdelse af omkostningerne for egen regning og risiko mv. er opfyldt, kunne man med rette hævde, at vi skylder at være tro mod det grundlæggende princip om, at virksomheder kan trække deres driftsomkostninger fra. Det giver god mening i en situation, hvor dansk erhvervsliv skal kunne klare sig i en skærpet international konkurrence.

 Hastværk er lastværk

Det er heller ikke nogen statshemmelighed, at man med fradragsloftet over høje lønninger de facto pålægger erhvervslivet endnu en administrativ og ressourcekrævende byrde. I værste fald er det noget, der kan flytte arbejdspladser til udlandet. FSR har et grundlæggende ønske om enklere regulering. Det gælder i forhold til lettere administrativ håndterbar og dermed mindre omkostningstung lovgivning, men det gælder i høj grad også i relation til lovkvalitet, og her er det nyetablerede loft over fradrag for lønninger også et udmærket eksempel: Der fastsættes et loft over fradrag for lønninger og lønaccessorier. Fradragsloftet gælder pr. person pr. indkomstår og gælder på koncernniveau, men hvordan defineres lønninger og lønaccessorier? Gælder det f.eks. også huslejeindtægter? Denne slags definitoriske afgrænsninger kan der i visse situationer bruges rigtig mange ressourcer på at få afklaret, og særligt hvis ikke definitionen på forhånd er entydig. Forsknings- og udviklingsfradraget er et andet eksempel. Det er ikke for at pege fingre ad lovsnedkerens kompetencer, men måske i virkeligheden blot et opmærksomhedspunkt. For ofte skal den politiske beslutning gennemføres med et ekstremt kort varsel, med den konsekvens at lovgivningen forhastes igennem. Det går for stærkt. Det koster på lovkvalitetskontoen og som revisorernes brancheorganisation må vi trods alt være berettiget til at råbe højt, når kassekreditten er ved at rinde ud.