Os med den folkefjerne dagsorden

Af Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR - danske revisorer.

Når du læser denne 7. udgave af Taxo 2022, er der enten få dage til, at du skal sætte dit kryds, eller også er valgresultatet netop landet. 

Taxo-redaktionen er imidlertid som altid velforberedt, og det betyder, at langt størstedelen af nærværende artikler er udarbejdet inden Folketingets åbning i begyndelsen af oktober, og inden statsminister Mette Frederiksen (S) dagen efter udskrev valg. Og dermed inden den relativt lange valgkamp var skudt i gang, om end man kan hævde, at den allerede havde været påbegyndt i flere måneder.

Men hvad betyder det for magasinets aktualitet for netop denne udgave? Tja…, egentlig ikke særlig meget, og det er netop min pointe.

Udfordringerne i det danske skattevæsen – retssikkerhed og regelforenkling for at nævne et par klassiske eksempler – er folkefjerne temaer uden appel til den menige vælger. Og slet ikke, når valgkampen løber af stablen på et tidspunkt, hvor vi skal navigere os igennem en forsyningskrise, midt i en klimakrise, overlappende med en udfasende sundhedskrise. Havde det ikke været fordi, vi skrev krisehistorie, havde vores dagsorden helt sikkert alligevel været kørt over af velfærdspolitiske prioriteter inden for områder som sygehusvæsnet og uddannelse. Man behøver kort sagt ikke at være den store politiske analytiker for at konstatere, at det ikke er rådgiveres og revisorers dagsorden, der fylder mest på politikernes læber i debatten.

Alligevel bemærkes det, at Liberal Alliance prioriterer at tale om retssikkerhed i den bedste sendetid, og at Venstre fremhæver, at der bør kigges på ressourcerne i Skatteministeriet. Bevares, Liberal Alliance forsøger givetvis at høste vælgere efter minkskandalen, og Venstre har formentlig hentet inspiration fra Statsrevisorerne, der i beretningen om statens forvaltning og statsregnskabet for 2021 netop vurderede, at det er relevant med en politisk drøftelse af ressourcesituationen i Skatteministeriet. Venstres udtalelse skal ses på baggrund af konklusioner fra analyser, som viste, at staten mister skatteindtægter for flere milliarder kroner, og at borgernes og virksomhedernes retssikkerhed kompromitteres på baggrund af regelbrud og forvaltningsmangler på Skatteministeriets område.

Det vil være irrelevant at gå ind i en politisk drøftelse af de to sager, men særligt i forhold til sidstnævnte kan man ikke fornægte, at skat til stadighed anvendes som et adfærdsregulerende værktøj. I det lys kan det være en samfundsmæssig sund tilgang også at kigge tilbage og hente gamle penge i stedet for hele tiden at forsøge at finde nye. Nye veje til provenu kræver ofte nye regler. Nye regler kræver ressourcer, og hvis de ikke er tilstrækkelige, er der risiko for, at det resulterer i lovsjusk.

 Betydningsløs bogstavleg

Der kan altså lokaliseres en lille tendens til, at danske politikere tør at tale om retssikkerhed og manglende kapacitet i Skatteministeriet. Nogle vil måske karakterisere det som en alarmerende tendens. Andre vil se det som et modigt skridt i den rigtige retning. For selv om retssikkerhed kan være en svær og uhåndterbar størrelse, må vi aldrig indtage en laissez faire-tilgang over for den. Det betyder også, at vi i rådgiver- og revisionsbranchen til hver en tid vil tage ansvar for at styrke retssikkerheden. Det gælder, uanset om det bliver et SF, S, B, C eller V, der får det sidste ord, når de sidste stemmer er talt op.

Til den konkrete side er det eksempelvis bydende nødvendigt, at vi opnår en ensartet praksis og regulering af ulovlige aktionærlån, at vi finder den rette model for behørig compliance ved investering i kapitalfonde, og at vi præventivt sikrer ordentlighed, god lovkvalitet og transparens. Sådan er vilkåret, når man er samfundets tillidsrepræsentanter, og sådan vil det forhåbentligt altid være.