18. marts 2025
Nu er det muligt for statsautoriserede revisorer at få merit i forbindelse med certificering som intern revisor (CIA)
CIA er international anerkendt som den højeste formelle dokumentation for faglig viden inden for intern revision. Det er nu muligt for statsautoriserede revisorer at få merit i forbindelse med denne CIA-certificering.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Lisa Abel Christensen
Chefkonsulent
Siden 1974 har der kun været én intern revisionsbetegnelse, der har opnået global anerkendelse og professionel troværdighed – CIA-certificeringen. Som den eneste globalt anerkendte certificering indenfor intern revision, er det at blive en Certified Internal Auditor (CIA) den optimale måde at kommunikere viden, færdigheder og kompetencer for enhver intern revision eller personer, som arbejder med interne revisorer.
CIA-uddannelsen består af tre eksamener indenfor nedenstående tre områder og giver tilsammen en omfattende ramme til effektivt at udføre sit professionelle ansvar:
- Del 1: Grundlæggende om intern revision, herunder uafhængighed, objektivitet, kompetence og professionel omhu, kvalitetssikrings- og forbedringsprogram, governance, risikostyring og kontrol samt svindelrisici
- Del 2: Praktik for intern revision, herunder ledelse af intern revisionsaktiviteter, planlægning, udførelse, kommunikation og overvågning
- Del 3: Forretningsforståelse for intern revision, herunder forretningssans, informationssikkerhed og databeskyttelse, informationsteknologi, økonomistyring og finansiel ledelse samt globalt forretningsmiljø
I USA vurderes CIA-eksamen at have samme faglige niveau som CPA (Certified Public Accountant), og IIA Global har nu også anerkendt den statsautoriserede revisoruddannelse i Danmark i forhold til at opnå denne certificering. Konkret betyder det, at man som statsautoriseret revisor kan undlade at tage eksamen for hver af de tre ovenstående dele, men i stedet tage én eksamen; ”CIA Challange Exam”. Den består af en eksamen med 150 spørgsmål på 180 minutter. Det vil sige lige under halvdelen af omfanget af den ordinære eksamen.
Du kan læse mere om CIA-uddannelsen og tilmelde dig ”CIA Challange Exam” hos foreningen for interne revisorer i Danmark. Tilmelding bliver muligt næste gang april 2025.