Du kan ikke altid trække rådgiverudgifter fra i skat

Når din virksomhed modtager bistand fra revisorer og advokater, kan udgiften ofte trækkes fra i skat. Hovedreglen er, at du kan fratrække udgifterne, når de vedrører din virksomheds erhvervelse af indkomst.


Du skal holde tungen lige i munden, når du skal vurdere, om en udgift til revisor eller advokat er fradragsberettigede. Som udgangspunkt kan din virksomhed trække udgifterne fra, men vær opmærksom på en række tilfælde, hvor dette ikke er tilfældet. Det afgørende er, om udgiften er forretningsmæssigt begrundet og knytter sig til virksomhedens erhvervelse af indkomst.

Udgifter, der vedrører din virksomheds almindelige drift, såsom udgifter til revision af regnskab og opstilling af årsrapport, er fradragsberettigede. I modsætning til dette er dispositioner af privat karakter ikke fradragsberettiget.

Ønsker du bistand fra en revisor eller en advokat til at etablere en ny virksomhed eller undersøge nye markeder, er mulighederne for fradrag begrænsede, da sådanne udgifter som udgangspunkt falder under begrebet etableringsomkostninger. Disse er ikke fradragsberettigede. Kun hvis udgifterne til revisoren eller advokaten er med til at sikre virksomhedens hidtidige indtægtsmuligheder, kan udgiften trækkes fra.

 

Del til: