31. marts 2020

Revision Dilemmaer - Etisk dilemma

Opfølgning på marts' dilemma: Kontante betalinger

I det etiske dilemma var udfordringen, hvilken reaktion revisor skal udvise, når revisor konstaterer, at kunden modtager mange større kontante betalinger?


Thomas Krath Jørgensen Faglig chef - rapportering og udvikling, Statsautoriseret revisor
gxw@sfe.qx 4193 3148


Vibeke Sylvest Chefkonsulent, cand.jur, MPA
ifl@sfe.qx 6070 8791



Af Henrik Barner Christiansen, medlem af FSR – danske revisorers Etikudvalg, statsaut. revisor, samt Vibeke Sylvest, cand.jur. og chefkonsulent, i FSR – danske revisorer.

FSR – danske revisorer udfordrer hver anden måned foreningens medlemmer ved at opstille et virkelighedsnært etisk dilemma. Herunder kan du læse opsamlingen på og diskussionen af et tidligere bragt etisk dilemma.

I det etiske dilemma var udfordringen, hvilken reaktion revisor skal udvise, når revisor konstaterer, at kunden modtager mange større kontante betalinger. Det etiske dilemma var følgende:

Du er på besøg hos en af dine revisionskunder, Tømrervirksomheden Sommersen ApS.

I forbindelse med revision af selskabets debitorer konstaterer du et udestående tilgodehavende på cirka 40.000 kroner, som har overskredet forfaldsdatoen med mere end seks måneder. Tilgodehavendet relaterer sig til tømrerarbejde foretaget hos en privatperson Niels Sørensen med opførelse af en carport.

Tilgodehavendet udgjorde oprindeligt cirka 100.000 kroner, og der er i hver af de efterfølgende seks måneder afdraget på tilgodehavendet med kontanter i størrelsesordenen 9.000 kroner – 11.000 kroner pr. gang.

De modtagne kontanter er bogført indgået på selskabets kassebeholdning og samtidig på kundens fordring og herefter indsat på selskabets kassekredit, hvilket bogføringen også afspejler.

Du skal tage stilling til, hvilken af nedenstående svarmuligheder du anser for mest hensigtsmæssig.


Medlemmerne (herefter ”respondenterne”) blev bedt om at afkrydse den af de fem oplistede svarmuligheder, som de mest sandsynligt ville vælge. Nedenfor fremgår det, hvordan de 40 respondenters dilemmasvar fordeler sig.
 

1)

Du foretager dig intet, da kontantforbuddet i hvidvaskloven jo ikke er overtrådt.

4

2)

Du underretter Hvidvasksekretariatet om en hvidvaskmistanke.

13

3)

Du underretter Hvidvasksekretariatet om en hvidvaskmistanke og omtaler forholdet i din skriftlige rapportering til bestyrelsen.

4

4)

Du underretter Hvidvasksekretariatet om en hvidvaskmistanke, omtaler forholdet i din skriftlige rapportering til bestyrelsen og omtaler forholdet i din revisionspåtegning på grund af det mulige ledelsesansvar.

15

5)

Du underretter Hvidvasksekretariatet om en hvidvaskmistanke og omtaler forholdet i din revisionspåtegning på grund af det mulige ledelsesansvar.

4


Underretningspligt efter hvidvaskloven
Kontantforbuddet i hvidvasklovens § 5 regulerer, at en erhvervsdrivende ikke må modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

I den konkrete problemstilling har revisionskunden ikke modtaget en kontantbetaling samlet på 50.000 kr., men revisionskunden har modtaget flere kontante betalinger, der tilsammen overstiger 50.000 kr. i alt.

Hvidvasklovens § 5 gælder for alle erhvervsdrivende, og Tømrervirksomheden S. Sommersen ApS må derfor ikke modtage kontante betalinger på over 50.000 kr.

Kontantbetalingerne kan henføres til samme indbyrdes forhold; et arbejde, der har omfattet opførelse af en carport. Derfor må kontantbetalingen anses for en samlet betaling, som altså overstiger 50.000 kr.

I dilemmaet gav vi svarmuligheden 1), at revisor intet foretager sig, da kontantforbuddet i hvidvaskloven jo ikke er overtrådt. 4 respondenter (10%) angav denne tilgang, som altså ikke er gangbar, da kontantforbuddet er overtrådt.

Virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvaskloven, skal underrette Hvidvasksekretariatet, når en opstået mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering ikke kan afkræftes. Det betyder, at når først en mistanke er opstået, skal der ske underretning til Hvidvasksekretariatet, medmindre virksomheden eller personen ved en nærmere undersøgelse af forholdene umiddelbart kan nå frem til, at mistanken kan afkræftes fuldstændigt. Hvis mistanken skal kunne afkræftes i den konkrete situation, kræver det, at Tømrervirksomheden S. Sommersen ApS ligger inde med dokumentation for, hvorfra kunden Niels Sørensen har kontantmidlerne, hvilket ikke er sandsynligt efter det oplyste. Revisor vil således efter al sandsynlighed ikke kunne afkræfte mistanken.

Revisor har underretningspligt, jf. hvidvaskloven § 26, stk. 1, omkring forholdet, hvilket også er indeholdt i dilemmaets svarmuligheder 2) til 5), som 36 af respondenterne (90%) har angivet svar på.

Omtale af forholdet til ledelsen og noteringspligt
Der foreligger en undersøgelsespligt for revisor af forholdet, jf. hvidvaskloven § 25, stk. 1, samt en noteringspligt om resultatet af undersøgelserne, herunder en konklusion, jf. hvidvaskloven § 25, stk. 2.

I forhold til at omtale forholdet over for ledelsen så bestemmer revisorloven (§ 22, sidste pkt.), at pligten til at underrette ledelsen ikke gælder ved mistanke om overtrædelse af hvidvasklovgivningen. Hvidvaskloven går således forud for revisorloven (§ 22, stk. 1), idet paragraffen selv undtager i forhold til hvidvaskloven. Revisor må derfor ikke underrette ledelsen, grundet hvidvasklovens regler om tavshedspligt, og må heller ikke indføre underretningen i revisionsprotokollen. I fald man ønskede at omtale forholdet i en revisionsprotokol, måtte det være i generelle vendinger. Svarmulighed 3) og 4), som 19 af respondenterne (48%) har svaret, er altså ikke en farbar fremgangsmåde.

Rapportering i henhold til erklæringsbekendtgørelsen
I forhold til at omtale forholdet i revisionspåtegningen er det spørgsmålet, om forbuddet mod at oplyse kunden om underretningen til Hvidvasksekretariatet tilsidesætter kravet i erklæringsbekendtgørelsen? Altså hvorvidt en rapportering efter erklæringsbekendtgørelsen samtidig vil medføre en overtrædelse af tavshedsbestemmelserne i hvidvaskloven.

Da der ikke i erklæringsbekendtgørelsen er gjort undtagelse eller henvisning til hvidvasklovgivningen, må det som udgangspunkt antages, at revisor fortsat skal følge erklæringsbekendtgørelsens rapporteringskrav (§ 7, stk. 2) – altså at anføre en bemærkning i sin erklæring om et muligt ledelsesansvar.

Rækkevidden af hvidvasklovens tavshedsbestemmelser medfører alene, at revisor ikke i erklæringen må oplyse, at forholdet har medført en underretning til Hvidvasksekretariatet, men alene anføre, at forholdet er ulovligt og kan medføre strafansvar for ledelsen.

Ifølge erklæringsbekendtgørelsen skal revisor i revisionspåtegningen oplyse om ikke uvæsentlige forhold, som revisor er blevet bekendt med under sit arbejde, der giver en begrundet formodning om, at medlemmer af ledelsen kan ifalde erstatnings- eller strafansvar for handlinger eller undladelser, der berører virksomheden. Bemærk, at revisor ikke skal forholde sig til, om ledelsen vil ifalde ansvar, men om ledelsen potentielt kan ifalde ansvar. Det er således uden betydning for revisors pligt til at oplyse om forholdet i tømrervirksomhedens revisionspåtegning, om indberetningen til Hvidvasksekretariatet rent faktisk fører til, at der indledes eller rejses en sag mod tømrervirksomheden.

Rapporteringspligten indtræder, når ledelsesmedlemmerne kan ifalde erstatnings- eller strafansvar. Hvidvaskloven (§ 78) anfører, at forsætlige, groft uagtsomme overtrædelser straffes med bøde. Særligt grove overtrædelser kan straffes med fængsel.

Der er ingen tvivl om, at tømrervirksomheden har overtrådt hvidvasklovens § 5. Spørgsmålet er, om det er et væsentligt forhold, og om det (som minimum) kan opfattes som groft uagtsomt.

Væsentlighed skal ikke forstås som væsentlighed i forhold til regnskabets retvisende billede og kan heller ikke fortolkes i relation til det væsentlighedsniveau, der er fastsat ved revisionen. Væsentlighed i relation til erklæringsbekendtgørelsen må bero på en konkret vurdering af både kvalitative og kvantitative forhold, og vurderingen må foretages i den kontekst, som handlingen eller undladelsen er foregået.

Hvis der kun er tale om en enkelt overtrædelse, som skyldes én fejl og ikke har store konsekvenser, taler det for, at der er tale om et uvæsentligt forhold. Myndighedernes fokus på hvidvask og den massive kontrol taler dog for, at alle overtrædelser skal opfattes som væsentlige. I dette tilfælde har tømrervirksomheden modtaget over 50.000 kr. ved løbende registreret kontante betalinger. Det er derfor vanskeligt at nå til den konklusion, at der er tale om et uvæsentligt forhold, eller at der ikke er tale om (som minimum) grov uagtsomhed. Revisor bør derfor rapportere herom i revisionspåtegningen.

I dilemmaet gav vi i nr. 4) og 5) svarmuligheden, at revisor skal omtale forholdet i revisionspåtegningen på grund af det mulige ledelsesansvar. 19 respondenter (48%) har ment, at dette skulle gøres.

Det er som udgangspunkt tilstrækkeligt, at der foreligger et potentielt ledelsesansvar, og altså ikke, om der rent faktisk er konstateret eller vil blive konstateret et faktisk ledelsesansvar. Det har således heller ikke betydning for revisors pligt til at oplyse om forholdet i tømrervirksomhedens revisionspåtegning, om indberetningen til Hvidvasksekretariatet rent faktisk fører til, at der indledes eller rejses en sag mod tømrervirksomheden.

Omtalen i revisionspåtegningen skal ske uden nogen som helst reference til, at revisor har underrettet Hvidvasksekretariatet.

4 respondenter (10%) har valgt svarmulighed nr. 5) og vil således underrette Hvidvasksekretariatet om en hvidvaskmistanke samt omtale forholdet i revisionspåtegningen på grund af det mulige ledelsesansvar. På baggrund af ovenstående overvejelser synes denne svarmulighed også at være den mest hensigtsmæssige løsning.

Medlemsfordele

Med et medlemsskab får du bl.a.

Et politisk talerør
Analyser og surveys
Rabat på kurser
Person med krydsede arme

Bliv medlem af FSR

Tilmeld dig nu