Opråb: Hvidvaskregler kan ikke være “one size fits all”

Debatindlægget er bragt på finans.dk

Hvidvask og terrorfinansiering er en alvorlig trussel mod vores samfund, og det er derfor et stort privilegium at være med til at bekæmpe det. Desværre udarbejdes reglerne på baggrund af, hvordan den finansielle sektor kan operere og tager i mindre grad hensyn til andre aktører f.eks. advokater, revisorer og ejendomsmæglere.

Det skaber uforholdsmæssige byrder for ikke-finansielle aktører og deres kunder uden at gøre kampen mod hvidvask mere effektiv. Derfor er der behov for færre, enklere og mere sektorspecifikke regler for at sikre den bedst mulige bekæmpelse af hvidvask. Og en helt konkret måde at komme i gang er ved at skabe en central løsning for kundedata.

Lad os starte med at slå fast, at der er ingen tvivl om, at kontrol med og regulering af hvidvask og terrorfinansiering er fuldstændigt afgørende for at beskytte samfundet som helhed. Men når man udformer lovgivningen, sker det med afsæt i bankernes virkelighed. Det efterlader de mange ikke-finansielle aktører, som omfatter alt fra advokater og ejendomsmæglere til revisorer og gallerier, med regler, der hverken er proportionelle eller effektive i forhold til de reelle risici, vi møder i vores daglige arbejde.

Særligt de mange små og mellemstore virksomheder i Danmark rammes hårdt af denne tilgang. Lad os tage et eksempel. En stor bank, der håndterer tusindvis af transaktioner hver eneste dag, hvor nogle af dem er meget komplekse, har en dedikeret compliance-afdeling, som udelukkende sikrer, at der er styr på, at lovgivningen overholdes, eksempelvis i forbindelse med proceduren for kundeidentifikation.

En lille lokal gallerist derimod, der måske sælger et par malerier om måneden til kunder, pålægges langt henad vejen de samme krav som banken. Og selvom galleristen selvfølgelig også skal overholde den gældende lovgivning, bruger denne bare uforholdsmæssigt mange flere ressourcer på det. Ressourcer, som går fra deres primære forretning med at sælge malerier.

Vi bliver derfor nødt til at finde en vej, hvor også mindre virksomheder har mulighed for at bekæmpe hvidvask på en langt mere effektiv måde end i dag. Og hvor lovgivningen også i højere grad tager hensyn til de forskellige brancher, den omfatter.

Bredere ramme for lovgivning

I stedet for et ensartet regelsæt, hvor alle behandles som finansielle virksomheder, bør vi have proportionalitet og sektorspecifik lovgivning. Proportionalitet handler ikke kun om forskelle mellem brancher men også om, at de byrder, man pålægger virksomhederne, store som små, skal stå mål med den samfundsmæssige gevinst. Desuden er der store forskelle på, hvordan brancher overhovedet kan opdage mistænkelige forhold.

Eksempelvis har en bank mulighed for løbende at følge sine kunders transaktioner og reagere med det samme, hvis noget skiller sig ud. En advokat eller en revisor derimod bliver typisk kun involveret i forbindelse med en bestemt begivenhed. Det kan f.eks.s være huskøb, eller når der skal udarbejdes regnskab, så de ser derfor kun et øjebliksbillede og ofte med en vis forsinkelse. Derfor skal kravene afspejle, at der er forskel i risikobilledet, for på den måde at sikre en effektiv indsats mod hvidvask.

Som tillæg til lovgivningen bør myndighederne som minimum udarbejde branchespecifikke vejledninger for at sikre, at alle aktører ved, hvordan man overholder lovgivningen. For når reglerne altid baseres på den finansielle sektors virkelighed, skabes der usikkerhed i andre brancher om, hvordan man følger lovgivningen. Det øger risikoen for, at reglerne i sidste ende ikke anvendes korrekt. Særligt for de små virksomheder, som er nødt til at bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på krav, der ikke er tilpasset deres virkelighed.

Samtidig bruger tilsynet mange ressourcer på at kontrollere de virksomheder, som forsøger at gøre det rigtigt, mens de, der søger at omgå reglerne, risikerer at slippe lettere igennem, fordi fokus ikke er på dem. Derfor er der brug for branchespecifikke vejledninger og lovgivning, hvor det reelt letter byrderne og målretter indsatsen. På den måde anvendes ressourcerne mest effektivt, og hvor de gør mest gavn.

Central løsning for kundedata

Men vi bør også tage fat på de mest byrdefulde krav, der på tværs af brancher skaber unødigt dobbeltarbejde. Kravene til kundekendskab, de såkaldte 'Know Your Customer' (KYC)-oplysninger, er et godt eksempel. I dag skal advokater, revisorer, ejendomsmæglere, gallerier og alle andre underretningspligtige indhente de samme data fra kunderne igen og igen, selv når oplysningerne allerede er afleveret til andre.

En central løsning, hvor KYC-data registreres og kontrolleres ét sted og gøres tilgængelige for alle underretningspligtige, vil reducere byrderne markant, og gøre processen enklere for kunderne. For en lille gallerist betyder det, at et hurtigt opslag i et centralt register vil erstatte arbejdet med at indsamle og opbevare kopier af følsomme dokumenter.

Det er ikke bare byrdereducerende men også langt mere sikkert for både virksomheder, foreninger og privatkunder, fordi man som kunde undgår at sende personfølsomme oplysninger rundt til mange forskellige virksomheder med det arbejde og den risiko, der medfølger. Det er spillet ind til myndighederne, og Erhvervsstyrelsen har på den baggrund igangsat et arbejde, som vi hilser velkomment.

Samtidig er det vigtigt, at lovgivningen bliver harmoniseret, men hvor man har for øje, at harmoniseringen ikke sker gennem mere og mere detaljerede og standardiserede krav. For når regler bliver for stive, fjerner det muligheden for at underretningspligtige kan arbejde risikobaseret og har mulighed for at lave professionelle skøn.

Uden det ender indsatsen desværre ofte med at blive en alt for automatisk og mekanisk øvelse i at sætte hak ud for forskellige bokse i stedet for at tage en reel vurdering af de faktiske risici. Konkret skal alle underretningspligtige med den kommende hvidvaskpakke fra 2027 f.eks. indhente dokumentation om fødeby på alle kunder. Dette til trods for, at det kan være et lille revisions- eller advokatkontor med ganske få kunder, og som indgående kender dem alle. Og som allerede har indleveret kopi af både kørekort og sundhedskort. Det giver derfor ikke mening.

Det er derfor tid til at justere kursen i bekæmpelsen af hvidvask. For der er ingen tvivl om, at kampen mod hvidvask kræver fælles ansvar. Og vi anerkender, at myndighederne allerede er begyndt at række ud til erhvervet, og det er et vigtigt skridt. Men hvis vi virkelig vil lykkes, skal samarbejdet styrkes, så indsatsen målrettes de reelle risici.

En “one size fits all”-tilgang virker ikke. Vi har brug for regler, der er proportionelle, sektorspecifikke og enkle at efterleve. Kun sådan kan vi frigøre ressourcerne til at bekæmpe kriminalitet. Fremfor at drukne i bureaukrati.