28. juni 2023

Uddannelse Nyt om uddannelse

Politisk aftale om kandidatreformen er landet

Erhvervskandidatordningen skal gøres langt mere fleksibel. Lidt færre skal læse på universitetet. Og det ser ud, som om cand.merc.aud. kan fortsætte som en to-årig kandidatuddannelse – men det er ikke afgjort endnu.


Billede af Ulrik Jørstad Gade

Ulrik Jørstad Gade Fagchef for politik
hwt@sfe.qx 2683 2638



Tirsdag præsenterede regeringen sin nye aftale om reform af universitetsuddannelserne med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

30 procent af de nuværende kandidatstudiepladser skal omlægges fra to-årige fuldtidsstudier til enten kortere fuldtidsstudier på 75 ECTS-point (1¼ år) eller nye erhvervskandidatuddannelser på enten 75 eller 120 ECTS-point. Det er væsentligt færre omlægninger end i regeringens oprindelige udspil, der både ville forkorte ”op mod halvdelen” af alle kandidatuddannelser og omlægge yderligere tusindvis af studiepladser til erhvervskandidater.

Samtidig skal det samlede optag på universiteterne (fra bachelor-niveau) beskæres med 8 procent fra 2025. Bachelorerne vil også fremover have retskrav på at kunne tage en kandidatuddannelse, der ligger i naturlig forlængelse af deres bachelor.

Samtidig vil aftalen ændre taxametersystemet, så universiteternes bevillinger bliver mere afhængige af, hvor stor en andel af deres kandidater, der finder relevante jobs. Det giver universiteterne et incitament til at bevare de uddannelser, der har høj beskæftigelsesgrad og i højere grad nedlægge, forkorte eller omlægge studiepladser på uddannelser, hvor kandidaterne har sværere ved at finde relevant beskæftigelse. Det er godt nyt for cand.merc.aud., der som bekendt har tårnhøj beskæftigelsesgrad og nærmest ingen dimittendledighed.

FSR – danske revisorer forventer ikke, at cand.merc.aud. vil blive direkte berørt af hverken forkortelser eller adgangsbegrænsningen for bacheloruddannelserne. Men vi får intet klart svar de næste mange måneder.

Til gengæld lægger aftalen op til markante ændringer af erhvervskandidatordningen, som skal udbredes til langt flere uddannelser og brancher. Det kræver, at den bliver mere fleksibel end den nuværende ordning, som vores branche fik forhandlet på plads i 2018.

Reformen vil også øge antallet af internationale studerende i Danmark, både fuldtidsstuderende og erhvervskandidater. Det kan blive en fordel for revisorbranchen, at det bliver mere attraktivt for talentfulde udlændinge at både studere og arbejde i Danmark.

FSR – danske revisorer arbejder videre

FSR – danske revisorer deltager aktivt i det videre arbejde for at sikre, at ændringerne tilgodeser revisorbranchen. Vi arbejder for, at

  • Cand.merc.aud. forbliver to-årig
  • Den samlede uddannelsesvej for revisorer bliver bredere, lettere og kortere, samtidig med, at vi sikrer et højt fagligt niveau
  • Den nye erhvervskandidatordning kommer til at fungere endnu bedre for revisorbranchen end den nuværende
  • Bedre muligheder for at skifte spor i sin uddannelse – både som ung studerende og som erfaren medarbejder
  • Der skal være god adgang til cand.merc.aud. fra både HA og HD, finansøkonom og finansbachelor
  • Der skal være bredere adgang til SR – også for andre kandidater end kun cand.merc.aud.’er

Aftalen lægger de overordnede rammer og måltal for reformerne. Men mange detaljer bliver først afgjort senere – herunder præcis hvilke uddannelser, der skal forkortes eller omlægges til ”nye og mere fleksible erhvervskandidater”.

Omlægningerne skal indføres i tre faser for dem, der starter på kandidatuddannelser i hhv. 2028, 2030 og 2032. Det første år skal 10 procent forkortes og 10 procent omlægges til nye erhvervskandidater. I 2030 skal yderligere 5 procent omlægges til erhvervskandidater, og i 2032 endnu 5 procent. Hvis universiteterne ikke når måltallet for omlægning til erhvervskandidater, skal de manglende studiepladser i stedet forkortes, så man tilsammen når de 30 procent. Reelt kan langt mere end 10 procent af studiepladserne altså blive til 1¼-årige kandidater – i teorien helt op til 30 procent.

Aftalen skal konkretiseres af et kandidatudvalg med repræsentanter for universiteterne, de studerende og ministeriet. Kandidatudvalget skal levere sine anbefalinger i efteråret 2024. Arbejdsgiverne skal levere deres input til arbejdet gennem et kandidatpartnerskab, som vil bestå af Dansk Industri, Dansk Erhverv og de statslige, kommunale og regionale arbejdsgivere. FSR – danske revisorer har indflydelse på arbejdet gennem vores tætte samarbejde med Dansk Erhverv.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber