Danske virksomheder i front med rapportering

DebatUgens kommentar, 11.september 2015

FSR - danske revisorer

Af Charlotte Jepsen, administrerende direktør, FSR - danske revisorer 

Den forgangne uge har stået i rapporteringens tegn. Med to prisuddelinger og en international XBRL-konference har København dannet rammen om det ypperste, når det gælder finansiel og ikke-finansiel rapportering.

I mandags uddelte foreningen, med deltagelse af H.K.H. Kronprinsessen, priser til de virksomheder, der har udarbejdet landets bedste CSR-rapporter og integrerede rapporter. Fire virksomheder modtog priser – Carlsberg, Maersk Drilling og Palsgaard for bedste CSR-rapport og Novo Nordisk, som fik prisen for den rapport, der bedst integrerer finansielle og ikke-finansielle oplysninger.

I onsdags var turen så kommet til de bedste finansielle årsrapporter, hvor Novo Nordisk modtog prisen for den bedste årsrapport og Genmab, Parken Sport og Entertainment og Schouw & Co modtog specialpriser for henholdsvis bedste årsrapport ”på 10 minutter”, bedste præsentation af nedskrivningstest og bedste regnskab fra small og mid-cap-selskaber.

Virksomhedernes årsrapporter er centrale for deres kommunikation med omverdenen. Det dokumenterer flere undersøgelser. Årsrapporten er den vigtigste informationskilde, når investorer og långivere skal have viden om virksomhedernes økonomi. Det er blevet endnu mere tydeligt efter, at Erhvervsstyrelsen har givet gratis adgang til virksomhedernes regnskaber.
Ikke mindre end 355.000 regnskaber er blevet downloadet i årets første seks måneder. Det er fem gange flere end samme periode sidste år.

Det kan være tankevækkende, at foreningen uddeler forskellige priser – en for bedste finansielle årsrapport, en for bedste integrerede rapport og ikke mindst for de bedste CSR-rapporter. Det vidner om en brydningstid. Myndigheder og andre stakeholdere efterspørger i stigende omfang information, som viser retning og rækker frem i tiden. De ønsker information, som er digital og som dækker både finansiel og ikke-finansiel værdiskabelse.

Som revisorforening har vi naturligvis store aktier i fremtidens rapportering. Og vi har derfor igangsat et projekt, hvor vi ser på, hvordan vi som forening og profession kan bidrage til udviklingen af virksomhedernes rapportering.
Når det kommer til integreret rapportering, lægger vi vægt på, at det diskuteres bredere – også med inddragelse af de ansvarlige for de finansielle årsrapporter – og ikke kun særlige faglige fora. Ellers bliver det vanskeligt at komme frem til en langtidsholdbar løsning for fremtidens rapportering, som alle føler ejerskab til og bakker op om.

Her og nu er det bare at ønske de prisvindende virksomheder tillykke. Det er de virksomheder, som i år har gået den ekstra mil og været med til at drive udviklingen. Og samtidig kan vi glæde os over, der igen i år har været tæt kamp om priserne. Det understreger, at Danmark er i front og et foregangsland med en superliga af virksomheder, som gør det fremragende inden for finansiel og ikke-finansiel rapportering.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198