Ansvarlig skatteadfærd er en del af samfundskontrakten

DebatKommentar, 22. august

FSR - danske revisorerSkat

Med den nye regering er der et skærpet fokus på samfundsansvar og den samfundskontrakt, vi har med hinanden. Et væsentligt element heri er ansvarlig skatteadfærd, så vi sikrer skatteindtægterne, som er en vigtig finansieringskilde til at nå de 17 verdensmål.

Det er i den forbindelse positivt, at en række pensionsselskaber er gået sammen om et skattekodeks med et sæt fælles principper for ansvarlig skatteadfærd, som både handler om at overholde regler og praksis i de lande, hvor man investerer, men også om at sikre transparens og undgå aggressiv skatteplanlægning ved at strække og udnytte skattereglerne til det yderste eller i modstrid med intentionerne med reglerne.

Der er grund til at kvittere for initiativer af flere årsager. Først og fremmest fordi det vil bidrage til flere robuste og ansvarlige investeringer. Men også fordi det nye skattekodeks er med til at sætte en ny ambitiøs standard for samfundsansvarlig skatteadfærd, hvilket er helt afgørende. Ikke alene af hensyn til finansieringen af vores fælles velfærd, men også for at opretholde tilliden til vores samfundsmodel.

Med det nye skattekodeks tager pensionsselskaberne afstand fra aggressiv skatteplanlægning, men medtager også det forhold, at der i en globaliseret verden med transaktioner på tværs af landegrænse er risiko for utilsigtet dobbeltbeskatning og asymmetri i beskatningen. Det er helt centralt, hvis man vil sikre en fair konkurrence.

I principperne er der også en opfordring til de eksterne kapitalforvaltere om at vedtage en egen skattepolitik. I FSR – danske revisorer går vi videre og anbefaler, at alle store virksomheder formulerer en skattepolitik på baggrund af virksomhedens konkrete forudsætninger og forhold og sikrer, at politikken har en tilstrækkelig forankring i bestyrelse og revisionskomité. Derudover anbefales det, at virksomhederne udarbejder konkrete procedurer for intern styring og rapportering af skattemæssige risici. Det er med til at øge transparensen og tilliden til erhvervslivet, og det er med til at gøre det nemmere for eksterne rådgivere, når man kender formålet og har det fulde billede af virksomhedens guidende principper. 

I forhold til at forbygge aggressiv skatteplanlægning har FSR – danske revisorer allerede tilbage i 2016 foreslået, at professionelle skatterådgivere skal indberette til myndighederne, når de støder på sådanne konstruktioner, og at det skal gælde alle rådgivere uanset, om der er tale om revisorer, advokater eller bankernes erhvervsrådgivere. Det var den daværende skatteminister Karsten Lauritzen enig i. Siden har EU gennemført sådanne regler, som er ved at blive implementeret i Danmark. 

Det er åbenbart faldet advokaternes organisation, Advokatsamfundet for brystet, at vi mener, at de skal underlægges samme regulering som andre rådgivere, når de bevæger sig ind på forretningsområder, som ligger uden for deres klassiske kerneområde, at repræsentere klienten i forhold til en anden part, for eksempel i en tvist med skattemyndighederne. Men skatterådgivning, hvor man for eksempel bistår med at strikke en konstruktion sammen i en virksomhed, som opererer i flere jurisdiktioner eller rådgiver om transfer pricing ligger udover advokaternes oprindelige kerneområde og udføres i konkurrence med andre rådgivere. Så hvis der skal være fairness og lige konkurrencevilkår, og hvis politikerne vil den aggressive skatteplanlægning til livs, så er der ikke noget, der er helligt – heller ikke advokaternes tavshedspligt.

Vores anbefaling er konkret at få indhegnet og beskrevet de situationer, hvor advokaternes tavshedspligt er velbegrundet og skal beskyttes. For på et punkt er vi enige – borgere og virksomheder har ret til en advokat, der kan tale deres sag, og i de sammenhænge skal klienten kunne stole på, at de har advokatens fortrolighed. Men i klassisk skatterådgivning er der ikke en modpart og advokaten taler ikke nogens sag.    

 

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198