Davos: Globalisering og ny teknologi vil påvirke fremtidens rapportering

DebatKommentar, 24. januar

FSR - danske revisorerDigitalisering

I disse dage mødes alverdens topledere, stats- og regeringschefer og politikere til det årlige topmøde i World Economic Forum i Davos. Overskriften er ”Globalisering 4.0”, og allerøverst på dagsordenen står et ønske om at udvikle og udtænke løsninger, som gør det lettere at håndtere den forandring og omstilling, som følger i kølvandet på globaliseringen og den teknologiske udvikling. 

I øjeblikket er der et billede af en verden i opbrud med udbredt protektionisme, polarisering og politisk populisme, og topledernes tro på vækst i verdensøkonomien styrtdykker, viser det årlige CEO Survey fra PwC. Usikkerhed om Brexit og handelskrigen mellem USA og Kina er formentlig væsentlige forklaringer, fordi det rammer virksomhedernes omsætning. 

Hertil kommer de disruptive effekter af digitaliseringen, som fortsat giver udfordringer for en række sektorer og markeder. Det gælder for eksempel detailhandlen, som udfordres af stigende nethandel. Det digitale pres er vedvarende. Mange ting, som tidligere kostede en formue, er gratis i en digital verden. Tag bare alle de features, som følger gratis med mobiltelefonen. Mange virksomheder er således pressede af nye konkurrenter med nye teknologier og markedsplatforme.

Hvad betyder det så for revisorbranchen? Som eksterne revisorer har vi altid haft et stort fokus på årsregnskabet og det retvisende billede af virksomhedens økonomiske og finansielle situation. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være fremover.  

Topmødet i World Economic Forum - det gælder også de to foregående år - viser imidlertid, at der er en række forretnings- og samfundsmæssige forhold, som præger de store og globale virksomheder, og som har både direkte og indirekte indflydelse på årsregnskabet og dets udsagnskraft. Det gælder eksempelvis CSR og omdømme, klimaaftryk, hvidvask, grænseoverskridende skattetænkning, dataetik, skift fra en overvejende fysisk til en mere tech-baseret økonomi samt globaliseringens betydning, som i disse dage bliver diskuteret blandt verdenslederne i Davos. 

Hvordan kan fremtidens årsregnskab og revisionen heraf honorere de mange berettigede forventninger og behov for troværdig rapportering, som aktionærer, forretningsforbindelser, kunder og forbrugere har? Og hvad skal være en del af selve revisionen, og hvad skal ligge ude som selvstændige opgaver? 

Det er vigtige spørgsmål, der måske ikke forekommer allermest påtrængende lige her og nu, hvor branchen sidder og er ved at færdiggøre revisionen af netop de store virksomheders regnskaber for 2018. Som samfund kommer vi imidlertid ikke uden om at forholde os til disse spørgsmål, og vi er som profession klar til at møde nye behov i markedet med mere end de klassiske kerneydelser.

At der er et behov for andet end de klassiske ydelser får vi en indikation af i en ny undersøgelse fra Deloitte, som viser, at toplederne vægter ansvarlighed og bæredygtig vækst over den rå bundlinje.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198

Nyheder om fsr - danske revisorer og digitalisering