Fælles standarder for klimarapportering er en gave for virksomheder og samfund

DebatKommentar, 27. februar

FSR - danske revisorerRegnskabCSR

Historisk høje temperaturer og store mængder regn i februar måned indikerer, at klimatruslen er reel og skal tages alvorligt. Vandløb, som ikke kan absorbere regnmasserne, og oversvømmelser af private og offentlige ejendomme er en påmindelse om de økonomiske omkostninger ved klimaforandringerne. Det er derfor ikke grebet ud af den blå luft, når klima- og energiminister Dan Jørgensen og andre politikere siger, at klimakrisen har en pris.

Beskatning af CO2-udledning nævnes fra flere sider som en effektiv mulighed for at begrænse det negative klimaaftryk af vores adfærd. Senest i et udspil fra Deloitte og tænketanken Kraka.

Forudsætningen for effektivt at kunne ændre adfærd er imidlertid, at man har informationer om virksomhedernes udledning af drivhusgasser. Ellers kan kunderne ikke se, om de køber den mest klimavenlige vare og investorerne kan ikke træffe beslutninger om grønne investeringer på et oplyst grundlag. Hvis vi skal have flyttet adfærden i en mere klimavenlig retning og håndtere klimaudfordringen effektivt, er vi nødt til at have et bedre grundlag for de rigtige klimabeslutninger.

Derfor er det relevant at overveje, hvordan virksomhederne kan rapportere troværdigt om deres klimaaftryk. I dag er det et lovkrav, at store danske virksomheder skal rapportere om deres klimapåvirkning. Problemet er, at loven i dag ikke er specifik på, hvordan det skal ske. Der er ikke krav om brug af standardiserede nøgletal eller faste rammer for rapporteringen. Derfor er det forskelligt, hvilke nøgletal der medtages og hvor detaljeret rapporteringen er. Nogle fortæller om klimaaftryk i tekst – andre i tal. Og det er de færreste, der får deres informationer revideret.

I FSR – danske revisorer ser vi gerne, at lovgrundlaget bliver ændret. Rapporteringen bør bringes på niveau med den finansielle rapportering og have samme kvalitet og robusthed. Standardiserede nøgletal, som er validerede, er centralt for at øge pålideligheden.

Et sted at begynde kunne være de nøgletal for klimarapportering, som foreningen sidste år udvalgte i samarbejde med Nasdaq Copenhagen og Finansforeningen, og som vi anbefaler virksomhederne at medtage i deres årsrapporter. I den forbindelse er det glædeligt, at PensionDanmark i sin netop offentliggjorte årsrapport tager afsæt i disse nøgletal og tilmed har fået dem revideret.

Den største udfordring er på nuværende tidspunkt, at vi i Danmarkikke har fælles vedtagne standarder for rapportering om klima. Den såkaldte Greenhouse Gas Protocol er den dominerende rapporteringsstandard for opgørelse af virksomhedernes drivhusgasudledninger – og protokollen er udgangspunkt for de nøgletal, vi anbefaler.

Der mangler simpelthen globalt vedtagne standarder for, hvad og hvordan der skal rapporteres om klima og bæredygtighed i mere bred forstand. Det er vores anbefaling, at man går ned ad den vej. Det øger gennemsigtigheden, giver et fælles beslutningsgrundlag, reducerer transaktionsomkostningerne og skaber mere effektive markeder.

I den aktuelle situation, hvor Folketinget skal fastlægge de næste 10 års klimapolitik, ser vi det som vores fornemste opgave at dele de gode erfaringer med fælles standarder, vi har fra regnskabs- og revisionsområdet. Folketinget er enige om en klimalov. Regeringens klimaplaner kommer senere på året. Standardiserede og ensartede klimanøgletal kan hjælpe Folketinget til at træffe mere præcise beslutninger om, hvordan vi får nedbragt vores CO2-udslip.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198