09. december 2019

Debatindlæg Debatindlæg

280.000 selfies er på vej fra danske firmaer - kan du stole på dem?

Finans, 9. december 2019


Anders Lau Kommunikations- og analysechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Nedenstående debatindlæg af  direktør Tom Vile Jensen, FSR - danske revisorer, er oprindeligt bragt i Finans. Læs debatindlægget hos Finans.

En opdateret årsregnskabslov skal forbedre informationsniveauet i årsrapporterne og hindre skønmalerier. Med andre ord: Resultatet af loveftersynet skal være højere kvalitet og flere informationer i regnskaberne.

Én gang om året skal ledelsen i danske selskaber finde kameraet frem og skyde en selfie af deres selskab.

En selfie som skal offentliggøres, så alle har adgang til den. Det sker via årsregnskabet, som hovedparten af virksomhederne uploader de første måneder af året. Når vi rammer 2020, vil de friske selskabsselfies dermed begynde at dukke op.

Men kan vi regne med, at selfierne ikke er det rene skønmaleri?

I 2019 blev der uploadet næsten 280.000 selfies. Men… Hvornår har du sidst skrottet en selfie og taget en ny, fordi den ikke lige sad i skabet? Hvad med Photoshop eller fiktive situationer? Jo, de fleste har nok slettet en selfie eller to. Det samme kan grundlæggende ske hos selskaber.

Øvelsen med at skyde selfien – udarbejde årsregnskabet – er den information ledelsen må levere for at drive virksomhed i selskabsform, hvor de ikke hæfter med privatformuen, hvis selskabet går ned. Hvis selskabet går ned, er det altså kunder, leverandører, banker, skattevæsenet og aktionærer, der står med tabet.

Derfor er det vigtigt, at vi stiller krav til de selfies, selskaberne skal offentliggøre. De skal indeholde et informationsniveau, som giver indsigt, og have en kvalitet, så du kan stole på, at billedet afspejler virkeligheden. Udover krav til kvaliteten skal vi også have en fornuftig kontrol, som fanger situationer, hvor billedet ikke afspejler virkeligheden.

Netop nu ser man på et eftersyn af årsregnskabsloven, som sætter reglerne for selskabernes selfies. Vores tilgang er, at en opdateret årsregnskabslov skal forbedre informationsniveauet i årsrapporterne. Med andre ord, resultatet af eftersynet skal være selfies med højere kvalitet og flere informationer – ikke dårligere selfies med færre informationer.

Samtidig barsler regeringen med et lovforslag, der sætter nye rammer for kontrollen af selskabernes selfies. De seneste års udvikling har vist, at der er mere sjusk og decideret snyd end forventet. Derfor støtter vi en udvidet kontrol, som rammer de, der ikke lever op til reglerne.

For helt ærligt, hvad er en selfie værd, hvis den er photoshoppet til uigenkendelighed eller fortæller en forkert historie?

Medlemsfordele

Med et medlemsskab får du bl.a.

Et politisk talerør
Analyser og surveys
Rabat på kurser

Bliv medlem af FSR

Tilmeld dig nu