Bæredygtighed og samfundsansvar - Danmark står stærkt, men vi kan ikke hvile på laurbærrene

Af Lars Kronow, formand for FSR – danske revisorer, og forhenværende adm. direktør Charlotte Jepsen

Der udgår en række initiativer fra EU, som har sit afsæt i forholdene omkring langsigtet bæredygtig og samfundsansvarlighed. Det sker under overskrifter som “Green Deal” og “Sustainable Finance Strategy” og tæller initiativer som ansvarlige investeringer, en “low carbon” økonomi, en cirkulær økonomi og en transformation til et grønt EU via finansiering

Det er en markant udvikling, som stiller Danmark og danske virksomheder stærkt, fordi vi igennem mange år har arbejdet seriøst med disse dagsordener og på flere felter er foregangsland. Det gælder en række globale danske virksomheder som Mærsk, Ørsted og Vestas, som hver på deres felt har demonstreret en førerposition, når det gælder bæredygtighed. Og det gælder den danske pensionssektor, som har reserveret 350 milliarder kroner frem mod 2030 til grønne investeringer.

Når det gælder virksomhedernes rapportering, er der et særligt fokus på de ikke-finansielle informationer og rapportering om bæredygtighed. Det gælder de informationer, som er relevante for værdiansættelsen af virksomheden. Og det gælder informationer om virksomhedens aftryk på det omgivende samfund, som for eksempel CO₂-udledning og miljøpåvirkning.

Der er ingen tvivl om, at EU-Kommissionen er meget ambitiøs og opererer med et bredt scope for den fremtidige rapportering – også bredere end hos den kommende globale standardudsteder under IFRS Foundation, som har sit fokus på behovet for information i de finansielle markeder hos investorer og långivere. Kommissionen har således ikke alene de traditionelle regnskabsbrugere for øje, men tænker virksomhedernes interessenter meget bredere og inddrager for eksempel kunder, forbrugere, medarbejdere og NGO'ere. Ud fra et politisk perspektiv giver det givet vis mening, men kunsten bliver at tackle informationerne uden at ramme loftet for informationsoverload med de byrder og det manglende fokus, det indebærer. Bekymringen går på, at man ved at skyde med spredehagl risikerer at kompromittere relevansen af og kvaliteten i rapporteringen. Derfor kan man med fordel og i første omgang fokusere på målrettede data med henblik på en effektiv allokering af kapital til reel grøn omstilling.

Der kommer således nok til at være en drøftelse af, om den fremtidige bæredygtighedsrapportering skal have sit afsæt i den europæiske eller den globale regulering og rækkevidden af scopet.

Som branche, der arbejder globalt, går revisorbranchen ind for globale standarder. Det bør også være endemålet for den ikkefinansielle rapportering, at den sker på baggrund af globale standarder. Som medlem af EU er danske virksomheder imidlertid underlagt EU-reguleringen, og der eksisterer allerede en platform for den ikke finansielle rapportering i form af et EU-direktiv (NFRD). Det er et naturligt sted at begynde og bygge videre på den ikke-finansielle rapportering. Bestræbelserne må derfor gå på, at påvirke EU i en retning, som er alignet med det globale udvikling og vice versa.

Samtidig bør det også være en målsætning, at reguleringen samtænkes med allerede eksisterende oplysningskrav. I dag er den finansielle sektor underlagt krav om at “mærke” grønne investeringer og lån. Det kræver utvetydig og pålidelig information om, hvorvidt en virksomhed investerer og producerer grønt, og informationen skal være sammenlignelig på tværs af virksomheder, brancher og sektorer. Det vil være naturligt, at den fremtidige rapportering tilpasses den regulering – både for at minimere erhvervslivets byrder og for at sikre en ensartet og sammenlignelig rapportering.

Rapportering om ikke-finansielle informationer kræver robuste og validerede data, og det kræver systemer til at håndtere de indrapporterede data. Også på det punkt står vi forholdsvist stærkt i Danmark. Danmark er blandt de mest digitaliserede samfund i verden, og regnskabsområdet er nok det mest digitaliserede område med mange halv- og helautomatiske indberetninger. Den digitalisering og indberetning, der kendes fra den finansielle rapportering, har vi gode muligheder for at kunne udvide til også at omfatte bæredygtighedsrapporteringen.

Så set med danske øje er det reguleringstog, EU-Kommissionen har sat i gang, ikke et modkørende tog. I Danmark er vi med den danske version af Årsregnskabslovens § 99a på flere punkter ganske langt, når der gælder virksomhedernes rapportering om samfundsansvar – også i forhold til EU-Kommissionen ambitioner. Den position kan give danske virksomheder en konkurrencefordel i den transformationsproces, Kommissionen har sat i gang, og danske revisorer kan komme til at spille en central rolle i forhold til at sikre pålidelige kvalitetsdata fra virksomhederne.